384 / 722
370
Albert Fabritius
101 københavnske og 344 Provinsskibe afgaaet fra
udenlandsk Havn, altsaa Østersøstæderne og Sverige.
Det er det ene af de siger og skriver to Tilfælde i de
Undersøgelser, der her er foretaget, hvor Tallene fra
Provinsen overstiger Københavns, og det kan utvivl
somt kun tydes som et Bevis paa, at det ikke var lyk
kedes Københavnerne at erobre Transporterne fra
Østersøhavnene til de jydske Stæder.37)
Der kan da ikke være Tvivl om, at Forholdene lige
efter 1660 ikke var særlig lyse, og der foreligger ogsaa
fra hele Ti-Aaret Vidnesbyrd om, hvor sløjt det stod
til. 1666 udtaltes det af den svenske Gesandt
Gustav
Lilliecrona,
at Rigets Indtægter laa aldeles nede, saa
længe Handelen intet kastede af sig,38) og 1669 hed
det, at alle Anstrengelserne var forgæves, og at Kom-
mercekollegiet „ligger alldeles neder“.39) De samme
Strenge blev anslaaet af Englænderne, som Konsul
Pauls
i Helsingør, der 1668 ansaa det for udelukket,
at det nystiftede Kommercekollegium vilde udrette
noget, da der her i Landet hverken var Skibe, Penge
eller Kredit, „og langt mindre har de det i Udlan
det“,40) og 1666 fremgik det af Gesandten, Sir
Gilbert
Talbots
Indberetning til Statssekretær, Sir
Henry B.
Bennet,
at Islandshandelen var den eneste, der blev
drevet.41) Det er allerede nævnt, at Forordningen af
1669 beklagede, at Danskerne og Nordmændene gan
ske havde „effterlat Seylatzen udi Vester-Søen“.
Selvfølgelig skal man være varsom med at bygge
for meget paa udenlandske Diplomaters Indberetnin
ger, og paa Regeringens beklagende Motivering, der
vel mest skulde tjene til at tilsløre dens egne Ønsker,
men der kan imidlertid næppe ses bort fra, at der her
foreligger samstemmende, af hinanden uafhængige
Vidnesbyrd, hvad der dog tyder paa, at der har været
noget om det.
Toldbeløbene, sammenholdt med Tabellerne over