382 / 722
368
Albert Fabritius
Forbindelsen med Norge, som var det altoverskyg
gende.
Af den udenrigske Handel havde hovedsagelig Han
delen paa Østersøen været af nogen Betydning før
1660, men det var navnlig de sydlige Øer og Skaane,
der havde Afsætningsmarkeder her, og efter Tabet af
de skaanske Provinser gik det tilbage for Danmark
paa dette Punkt. At de københavnske Handlende kun
havde ringe Fart paa Østersøen, synes utvivlsomt.
1674 indkom der til Kommercekollegiet et Forslag fra
Anders Wærn,
som tilbød „uden Særprivilegier den
østerske Handel med Jærn, Hør, Hamp og andre grove
Varer efterhaanden at bringe fra de fremmede til vore
egne Undersaatter“,35) og 1691 udtaltes det af nogle
københavnske Købmænd, som søgte Accisefrihed for
Trælast, at „Hollænderne, Hamborg og Lübeck tilforn
altid har forsynet denne Stad saa vel som andre Eders
kgl. Majestæts Stæder, men nu“ — fortsætter de — „er
vi ved Guds og Eders kgl. Majestæts naadigste As
sistance nogenledes komne saa vidt, at vi har deres
Tilfart ikke fornøden, og vi eragte, at vi kan holde
Marked med dem i Østersøen og andre Steder“.30)
Handelen var altsaa i Tiltagende, men det er næppe
fejlagtigt at henlægge denne Forandring i den hidtil
værende Tingenes Tilstand til 80’ernes Slutning.
Desværre har vi ikke Midler til talmæssigt at belyse
Forholdene her for Københavns Vedkommende. Dog
kan der maaske indirekte læses noget af Regnska
berne for Sundtolden for Tiden 1661—80. Hvis man
undersøger, hvorledes de danske Skibe, der i disse
tyve Aar passerede Sundet vestpaa, var fordelt, viser
det sig, at i alt 1.426 danske Skibe passerede Hel
singør, heraf var de 873 hjemmehørende i København
og 553 i Provinsen, altsaa den samme store Overvægt
for den københavnske Skibsfart, som senere vil blive
belyst med nogle Tal (Bilag II). Af disse Skibe var