183
(Frit efter B jø r n s tje r n e Bjørnson.)
S tort Halløj ovér Staden gaar,
Højt paa Bakken ved Valby staar
Hver en Reporter og gaber!
— Hvor bliver Øs t r u p s Araber?
Kommer ikke snart »Beduineren«?
Sex og femti paa Uret saas,
Ikke en Gang dog en Yalbygaas
Tog sig derude en Skraber.
— Hvor bliver Østrups Araber?
Kommer ikke snart »Beduineren«?
man har en vis Forpligtelse til at vise ham den Høflighed, da
han dog er temmelig nær i Familie med os, og for det andet
tror jeg næsten nok, jeg tør sige, at han kjender mig af
Anseelse fra den Sommer, da vi begge to laa paa Landet i
Fredensborg og vi saa tidt promenerede samtidig i Slotsparken,
og saa syntes jeg, at det maatte være saa rart for ham at se
saa mange bekjendte Ansigter som muligt strax, saasnart han
kom i Land, og da jeg havde ventet forgjæves i tre Timer den
første Dag, saa opgav jeg det heller ikke for det, men sagde
til mig selv ligesom Napolium eller Mallebrok, hvem det nu
v a r: Garden kan blive mør, men den giver sig ikke, og skjønt
det er meget besværligt for os Landliggere, saa tog jeg saamænd
ind med første Tog næste Dag og stod ved den levende Gud
paa Toldboden i Kø fra om Morgenen Klokken otte til langt
hen paa Eftermiddagen med Undtagelse af, at jeg jo et Par
Gange var et Svip henne hos Otto for at styrkne mig med lidt
Sjokolade og et Par Napoliumskager, og saadan blev det saa
ved den ene Dag efter den anden, og De kan jo nok tænke
Dem, hvad det var for mig, og saa om Tirsdagen, saa sagde
jeg rigtignok til mig selv, at nu vilde jeg dog ikke møde paa
Toldboden før ved Middagstid, da jeg havde set i et Blad, at
han skulde komme til den Tid, for man kan dog heller ikke
saadan gaa hver Dag og tage imod Kejseren fra Morgen til
Aften, og saa tænkte jeg jo, at Kejseren spiste noget sent til
Middag, saa naar vi spiste lidt tidlig i Skovshoved og jeg saa
tog ind med Toget, saa kunde jeg nok naa det, men saa da
jeg kommer for at staa i Kø som sædvanlig, saa er der ikke
Andre end nogle Havnesjovere og en Betjent, og saa da jeg
har staaet der en halv Times Tid, saa siger jeg til Betjenten,
om han ikke kan sige mig, hvornaar man kan vente Majestæterne,
men kan De saa tænke Dem, søde Fru Schrøder, saa giver
Mennesket sig reverenter talt til at le ad mig, som dog er en
Dame, og siger, at Kejseren bogstavelig talt var kommen i det
selvsamme ulykkelige Øjeblik, da jeg sad hos Otto og drak
Sjokolade og spiste Napoliumskager, og De kan jo tænke Dem,
hvor fortvivlet jeg blev over, at vi saadan var gaaet fejl af
hinanden, og det vil jeg rigtignok sige, at i saadanne Øjeblikke
saa misunder jeg virkelig Dem, der kan sidde her saa rolig
og holde Dem udenfor det hele, og nu, da jeg hører Dem sidde
og tale saa fornuftigt om det, saa synes jeg næsten, det er,
som om jeg begynder at se noget roligere paa Sagen, men nu
vil jeg dog alligevel se at faa Petersen til at gaa ind paa, at
vi ligger os ud i Fredensborg en fjorten Dages Tid, for at jeg
kan faa lidt Revangsje for alt det, jeg har gaaet igjennem, bare
fordi jeg vilde gjøre det saa godt som muligt for Kejseren.
Farvel, søde Fra Schrøder, og Tak for Kaffe.
I n d t o g ' e t .
Men, da Solen gaar ned i Yest,
Ingen Østrup og ingen Hest
Set af den cyklende Stab er.
— Hvor bliver Østrups Araber?
Kommer ikke snavt »Beduineren <?
Stille, stille i samme Stund
Ingen stod, thi fra hver en Mund
Hørtes et: Ih, du min Skaber!
Der har vi Østraps Araber!
Ovenpaa sidder »Beduineren«.
Siden efter langs Vesterbro
Folk i Mængde, som Følge slo’,
Raaber, saa Vejret de taber:
Hurra for Østraps Araber!
Længe leve »Beduineren«!
Boxende D yr
er ikke en saa absolut moderne Fremtoning,
som man skulde tro. Den fra det gamle Testament bekjendte
Guldkalv har allerede i flere Aar vist sig som Boxer. Der er
kun den Forskjel paa den og Kænguruen, at medens det i
det ene Tilfælde er Boxeren, der har faaet Bank, saa er det
her Bankerne, der har faaet Boxer.
Abonnement
paa „IP-ulk:*1 tegnes paa
Bladets Kontor, Hovedvagts
gade 1, i alle Boglader og
paa alle Postkontorer.
2 Kr. Kvartalet
Enkelte Nr. 18 Øre.
Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.