222 / 325
218
Den nye »ordent l ige«^Saml ing.
\T —
IN aar Storken tager sit Rejsetæppe,
Og Svalen gaar hen og gjør ligesaa,
Naar ikke en Gang en uselig Skræppe
Faar Lov til at have sit Sommertøj paa,
Naar selv Grønærterne bliver gule,
Da lader det ikke længer sig skjule,
At Efteraaret paa Halsen vi har
Og R i g s d a g e n med, den Ting er klar!
De Folkekaarne fra N e x ø til Y a r d e
Forlyster os atter med Masser af Ord,
Forhandlernes velkjendte gamle Garde
Yed Siden af alt, hvad der visner i Nord.
Kasernen har faaet sit gamle Mandskab,
Skjønt hist og her er noteret et Mandtab:
Mod s i t Provisorium vil Tu t e i n
Her aldrig mer være gyselig stræng.
Yor S o f u s Hø g s bro, fik Lov at bære
Sin Titel som Formand endnu en Gang.
Han takkede for den beviste Ære,
Der hæved’ ham atter til Klokkerrang.
Et Tillidsvotum fra Tre-og-Fyrre
Har næppe dog vakt hos ham en større
Tilfredshed, saasom hans Magt er spædt
Med on fortyndet Ta lma j e s t æt .
Behandlingen af F i n a n s b u d g e t t e t
Endnu sig dølger bag Fremtidens Slør;
Yel har
»Politiken
« herom berettet,
At Boj sen er i Forligshumør
Med hele sin Gruppe; men, hvad kan det nytte,
At Folk til Organets Spaadom vil lytte?
Til Paaske, maaske, er dens Glorie
Blot en : Luft-Skipperhistorie.
Det tør med Yished vi dog erklære
Om den Forhandling, som forestaar,
At Folkekammeret vil fortære
Saa mange Diæter, som det formaar.
At
Rigsdagstidende
Fløde vil skumme
Undtagen paa dem, der spiller »den Stumme
Og endelig, at hver eneste Buk
Skal blive behørig serveret — af
P u k !
Politireform.
Da Benævnelsen » P o l i t i b e t j e n t « for
Øjeblikket har en mindre god Klang i kjøbenhavnske Øren, skal
det være paatænkt med det første at forandre Navnet til
»B a n k-Embedsmænd«.
Inden Døre
begynder det at blive koldt nu, men »inden
Døre« gaar det varmt nok til ved »
Danebrog
«.
Fremtidsdrømme.
Puk
havde været ude til
Middag sammen med T i t a n i a
ogOber on. Bagefter var de alle
tre i det Kongelige for at se Frk.
D o n s som blind Makker i
»Jolanthe«.
og
Puk
vilde lige
til at være det galante Pindsvin
og sige, at der kunde man dog
se, at blind Høne ogsaa kunde
finde et Korn, da i det samme
alt var som forandret. Væk var
Oberon og væk Titania, og det var
lutter fremmede Ansigter, han saa i Theatret. Men alle var de
festklædte, og
Puk
spurgte sin Sidemand, hvor det kunde være ?
»Hys!« sagde han, »vi fejrer Kammerherrens 1 5 O- aar i ge
Fødselsdag med Opførelsen af »Jolanthe«.«
Herre Gud — saa h a v d e altsaa Kammerherrens Spaadom
om sin Levealder slaaet til!
Puk
blev helt rørt ved at tænke
paa, at han havde kjendt ham som forholdvis Dreng i 1893.
Og d e r sad jo Kammerherren lyslevende nede i Parkettet!
Ved Synet af ham var
Puk
strax med paa Noderne, saa
at han forstod Situationen, uden at han behøvede at spørge
sig for mere.
Underskuddet var efterhaanden blevet et saadant Vidunder
skud af Størrelse, at Theatret kunde leve sorgfrit af det. Og,
naar Kammerherren om Formiddagen gik forbi M ax N o r d a u s
og R i c a r d K a u f m a n n s Statuer udenfor Theatret, saa tak
kede han i sit Hjerte disse to, i deres Ungdom miskjendte Digtere,
for den Andel, de havde haft i dette smukke Resultat.
Af Personalet var der ikke andre tilbage end S c h r a m
og Frk. Do ns.Schram var efterhaanden gaaet over i Henrik-
faget, og desuden udførte han nu og da et særlig vanskeligt