153 / 650
København under Belejringen 1807.
147
Da jeg ved Bombardem entet d. 5. September m istede al
min E jendom , som blev et Rov for Luerne, og nu ligger paa
et Loft hos s. t. Hr. Major Kye med Kone og 3 umyndige Børn,
er det at jeg herved ærbødigen ansøger den høje Magistrat om,
at der maatte forundes m ig T illadelse at opslaa mig en liden
Hytte, og om m u ligt ønskede jeg paa Kultorvet, for der at er
hverve Brød til m in ulykkelige Fam ilie i min forrige Nærings
stand som Høker.
København d. 12. September 1807.
Underdanigst
Conrad Friderichsen,
borgerlig Artillerist.
V.
Krigen var forbi, Fjenden var borte, — nu kunde
man begynde at uddrage den dyrtkøbte Lære, som Be
givenhederne indeholdt.
Københavns Borgere havde intet at bebrejde sig.
De havde kæmpet tappert, saa længe der var nogen
Lejlighed til Kamp, de havde lidt og taalt til det yder
ste i de frygtelige Bombardementsnætter, da de stod
som magtesløse Tilskuere til deres Bys Ødelæggelse.
Mod Peymann og de øvrige Ansvarshavende var det
ogsaa unyttigt at rette Kritiken, — de havde ordnet og
forberedt alt, saa godt som det under disse Vilkaar
kunde gøres. Ej heller Kronprinsen kunde der bebrej
des noget alvorligt, skønt han, ved at forblive i den
indesluttede Hovedstad, maaske havde kunnet gøre
Ende paa Ulykkerne noget tidligere, end Peymann
vovede det. Men Folkets Kritik fandt ret hurtigt det
svage Punkt, hvor Fejlen fra vor Side laa: deri nemlig,
at København overhovedet var bleven gjort til en Fæst
ning.
Englænderne havde tidligere end vi set det menings
løse heri. I den foran omtalte Opfordring til General
Peymann om at overgive Byen uden Bombardement,
10
*