149 / 650
København under Belejringen 1807.
143
nesker, som under d isse u lyksalige Om stændigheder reddede
Livet, naar med den største Del af Byen tillige den største Del
af vore L evnedsm idler var opbrændte? Maatte ikke Hungers
nød være uundgaaelig? D esuden, vilde ikke Fjenden, hvis
Hensigt, at bem estre sig vor F laade, var bleven tilintetgjort,
have hævnet sig over dette disapproachm ent [!], og kunde man
have ventet nogen Slags Kapitulation? To Ting maa anses som
afgjort for enhver, som vil overtydes: at vi ikke kunde gøre
længere Modstand uden at opofre a lt , og at vi ved at opofre
alt, end ikke reddede vor Flaade. Og nu dømm e man os!
Tre eller fire engelske Generaler sagde til mig igaar:
»Your line o f defence bjr sea w as inattaccable and impreg-
nable, I defy anv man to force it; you m ight as w ell put
your hand into the fire«. De tale med den højeste Beundring
0111
vore Søofficerer, isæ r om vore Kanonerbaade, ingen Mand
i Verden kan slaas bedre, siger de. I samm e Tone taler de
om vort Artilleri, ligesom de overalt lader vort Mod og vor
Ferm itet vederfares Ret. Ved vor sidste Sortie for at recog-
noscere C lassens Hauge og drive Fjenden derud, havde de tabt
en Del Mennesker, og ligesom paa vor Side General P e y m a n n
fik et Musketskud gennem den venstre Læg, blev den engelske
General Sir David Baird to Gange saaret; den første, en Musket
kugle, strejfede den ene Side af Brystet, og en anden Kugle
knuste ham Mellemfingeren paa den ene Haand. Vores Folk
gjorde deres Sager m eget godt den Dag, især vore Volontærer,
Kongens L ivjægerkorps, som af de Engelske kaldes O f f ic e r s -
K o r p s e t; jeg saa d isse raske unge Mænd, ligesom de havde
bragt en af deres saarede Kammerater til en Vogn for at køre
til Byen, lade deres Riffel og ile tilbage i Ilden. H ighlænderne
har været meget forbitrede paa dem, fordi de skød mange af
deres.
At vi m edens denne Belejring har set mange rørende Sce
ner, behøver jeg ikke at sige. Under det stærkeste Bombarde
ment bragte Konerne Mad og Drikke op paa Volden til deres
Mænd, de arm erede Borgere og det borgerlige Artilleri, hvilket
sidste er et m eget respektabelt Korps. Siden Kapitulationen
har de Engelske vist sig moderate og intet ubehageligt er pas
seret, men i H enseende til vor Marine er Sir Hom e Popham
umæ ttelig; han tager alt. Det er et forskrækkeligt Menneske.
De engelske Generaler, især Lord Cathcart, er høflige Mænd,
som synes at beklage vor Stilling, og som næppe bifalder den
os paaførte Krig.