194 / 306
var det naturligt at regne med den Dosering, der havde vist sig
mest anvendelig i Dyreforsøget. Man oplevede derved
2
Ting; for
det første at se Bedring hos Patienterne i en Grad, som ikke havde
været set tidligere, men dernæst saa man en Række Reaktioner og
Forgiftningsbilleder, der nøje svarede til de fra Dyreeksperimenterne
kendte, og paa Basis a f disses Resultater maatte man faa Tiltro
til Muligheden a f videre Anvendelse i Menneskepatologien. De Syg
domsbilleder og de Reaktioner — specielt Temperaturreaktioner —
der ved første Forelæggelse blev beskrevet af Forfatteren, har vist
sig at kunne blive reproducerede til Stadighed under samme Be
tingelser.
Jeg skal minde om, at disse mange Symptomer i Virkeligheden
var kendt tidligere, nemlig fra Rapporterne fra de tyske Afdelinger
angaaende Tuberkulinbehandlingen samlede i Klinisches Jahrbuch
von
1891
Ergänzungsband og udførligt refereret af mig i »Ergeb
nisse«. Vi finder her beskrevet Temperaturreaktioner, Erythemer,
Conjunctivitis, Stomatitis, Albuminuri, hæm. Nephritis, Icterus,
Collaps m. m. Som man vil se, drejer det sig om Symptomer, som
vi ogsaa kender dem fra Sanocrysinbehandlingen.
Diskussionen om Sanocrysinbehandlingen grupperer sig om
2
Hovedpunkter:
1
) de Behandlingen ledsagende Reaktioner, deres Betydning,
deres Pathogenese,
2
) Doseringsspørgsmaalet.
Disse
2
Spørgsmaal hænger nøje sammen, idet Fremkaldelsen
a f Reaktionerne er afhængig a f den anvendte Dosering. Da man —
som vi senere skal se — forlod de først anvendte større Doser for
at gaa over til en Dosering med jævnt stigende Skala, viste det sig,
at man kunde behandle uden at faa større Reaktioner. Dette giver
Faber
Anledning til at udtale, at »Klinikerne bør derfor efter min
Mening søge at undgaa alle Reaktioner og behøver ikke at tage
Stilling til Spørgsmaalet om deres Oprindelse«.
Denne Udtalelse betyder, at Klinikerne skulde afskære sig fra
at naa til Bunds i Forstaaelsen a f selve Behandlingens Virkemaade
og fra at søge Veje til at undgaa Reaktioner eller Komplikationer.
Her paa Afdelingen har vi netop søgt det som vor Opgave paa alle
mulige Maader at lære at forstaa disse Reaktioners Pathogenese for
paa Basis a f denne Viden at kunne gennemføre Behandlingen uden
Fare for Patienterne. Naar
G. Schröder
i
1932
skriver, at jeg anser
disse Reaktioner, der dog i givet Tilfælde kan medføre Døden, for
»harmlose Erscheinungen«, saa kan dette ikke motiveres ved Afde
lingens Arbejder angaaende denne Sag.
Hvorvidt man anvender Ordet Reaktion eller Komplikation af
hænger af den Betydning, som man tillægger Symptomet. Medens
jeg vil betegne et Erythem som en gavnlig Reaktion, som et Ud
1 9 0