88 / 256
73
Spas forsaavidt tilside, saa gør Du virkelig Synd
mod m ig ved ikke at skrive; skriv blot et Par O rd, at
Du befinder D ig efter Om stæ ndighederne vel, hvis det
er sandt, og ellers det Modsatte. Jeg Hypochondricus
gaar hver Dag og ser paa det skarpeste paa m in M o d er;
holder hun af en Hændelse Haanden hen til den venstre
Side, troer jeg, hun har N y resten; gaber vor Jom fru,
min Plejesøster, troer jeg, at hun igen faar Anstød af
Apoplexi, og er den sorte Kis’s Snude noget varm af
det, at hun har lugtet de andre Hunde i Enden, tænker
jeg straks paa at sende hende ud paa Veterinæ rskolen.
Ej at tale om m ine egne Sygdom ssym ptoner. Men saa
kan Du begribe, hvad for en hvid og belagt T unge en
halvtredje Maaneds T avshed fra din Side maa væ ie m ig
ved saa m ange Miles Frastand, og at jeg virkelig troer,
at Du i den T id har ligget paa din Sotteseng, om jeg
end ikke antager for vist, at Du er død og begravet.
Skriv m ig, som sagt, dog altid imellem et Par O rd til;
Du veed ikke, hvor denne bestandige F rygt for U lykke
et eller andet Sted fra piner mig.
Selv har jeg igen væ ret syg en Maaneds T id og
har m aattet holde m ig inde, og m est i Sengen.
Jeg
havde G igt, Gigtfeber, Koldfeber og deslige rare Sager
og skal endnu i lang T id hver Dag indtage adskillige
Dosis China, der smager nederdrægtigt. Jeg maa ogsaa
tage m ig iagt for ny Forkølelse og tø r ikke komm e paa
Komedie.
Saadant et usseligt Liv fører jeg
ej at
tale om m ine C ontoirforretninger og
2 3
gam le, tykke,
næsten ulæselige Protokoller, jeg maa gaa O rd for O rd
igennem for at søge Oplysninger, som nogle svenske
Hunde (»hjælp m ig at bande dem , K amm eiat!«) har
forlangt af Cancelliet, — oh, kære A d lei! d e t er et
Hundeliv og væ rre. —