91 / 256
7 6
dels fra m in Side gik igennem den, dels for hans Hovmod.
Adgangs-Formenelsen i E p h or-P rotoko llen nagede ham
isæ r; han sagde: »Ja, hvis jeg havde et Navn som andre
og hed Nielsen eller O lsen eller Christensen [eller Jacob
sen, lurede jeg paa, m en det kom dog ikke], saa kunde
det væ re det samm e; men jeg hedder G yntelberg; jeg
er den eneste af m it Navn, af m in Slægt. Min Stamme
har i
3
til
4 0 0
Aar tjent Konge og Fædreland, dels
m ed Svæ rdet, dels paa andre Maader.«
Tæ nk Dig,
gode, kæ re Adler! det sagde han til m ig Lykkelige.
Naar man stødte paa sligt i Rom aner og Komedier,
vilde man sige, det var poetisk usandt, at saadan Adels-
stolthed var en C him æ re, som ikke fandtes uden i
Poeternes Hjærne.
Men det er m in Salighed saaledes
passeret! — Chr. W inther og Heiberg, der ere Dus
brødre, have alligevel, som jeg troer, aldrig ret kunnet
lide hinanden.
Im idlertid var det dog næppe dette,
men snarere overm aadig Glæde over at han Dagen forud
havde talt for Kongehuset, og at han havde gjort Vers
til T ransparenter til Festen om Aftenen i Lyngby, der
ved denne bragte W inther til at tage R idepisken fra
Heiberg og, for Spøg, banke ham dermed.
Heiberg
blev vred herover, og m indede, dog tilsyneladende for
Spøg, W inther om , at han ikkun var en Børnedresseur
etc. (han saae m eget ond ud derved, sagde W .), men at
han selv (Heiberg) var Professor etc. H erover var W.
saa forbitret, at jeg haabede, der blev en Duel af. Men
da W inther kom ud til H. for at fordre en Forklaring
over hine O rd, som han ej iblandt Mængden vilde lade
sig mæ rke med, at han var kræ nket ved, forsikrede H.,
at han ikke erindrede et O rd, som kunde have for
næ rm et h am , erklæ rede med den ærligste Mine af