146 / 208
r a a b e r sit »Af Banen«. Den h a r Ret, n a a r den hæ vde r, a t
skal de r kunne p ræ ste res godt Arbejde, m a a d e r væ re Luft
i Arbejdslokalet og Albuerum , og m an bø r vel ikke blive ne rvøs, om V induerne engang imellem bliver slaaede lidt voldsom t op og en og anden gammel Dørfylding stød t ud.
En dygtig og v irksom Bys Vilje og Lyst til L ive t vil fornuftigvis ingen m od sæ tte sig. Men hv ad alle bu rde m odsæ tte
sig, e r en Ekspansionstrang, de r giver sig Udslag i a t slaa
planløst ned og b ryde Vej, uden a t m an sa a meget som et
Øjeblik tæ nk e r paa, om Vejen ikke lige sa a godt, m aaske
bedre, kunde gaa udenom . Og da »Udvikling« nu engang
ikke blot b e staar i a t lægge Kilometre til sin Væ kst eller Nulle r bag Tallet i Bankkontoen, m en i forskellige and re Tings
Erhvervelse, bliver det dog nok ogsaa nødvendigt, om Frem-
m a rschen skal krones m ed virkelig Sejr, a t se sig lidt for og
ikke b a re m ase frem over Stok og Sten, saa de t ryg e r om
Ørene. Under den Udvikling, vo r By i disse T ider gennemgaar,
ryge r det nu ganske b rav t om Ørene, e r det end ikke ene
H astvæ rke t, der vo lder det. V ar det endda ene H astvæ rke t.
Men n a a r m an ser lang Tids Befamlen og Betænkning og Betragtning ende i en ganske unødig Riven i S tykker, en vel og
længe overvejet Fo rtræ d , som aldrig kan gøres god m ere, er
det ikke lysteligt. Vi h a r ellers adskilligt om kring os, som
dagligt raab e r: Hvad h a r I gjort! H vad blev d e r f. Eks. a f
T e rræ ne t om Søerne, hvo r det dog vel ikke gjaldt L ivet a t
faa stab le t nogle Hundrede h a lv t eller he lt daarlige Kasern e r op og stukke t Bredderne a f efter L ineal. H vo rfo r fik vi
ikke Lov til a t beholde blot én a f Byportene, som m an vel
kunde gaae t uden om, hvis Trængslen v a r bleven saa stæ rk ,
a t m an ikke kunde slippe igennem. H vo rfo r skulde Grønningens Idyl nu for ikke saa længe siden konv e rte res m ed en
Samling K a rréer, de r m ed deres — Gudbevares m ed »alle
m ode rne Bekvemmeligheder« ud s ty rede — Mur- og Sand-
stens-Misgerninger ra a b e r mod Him len. H vad om en eller
anden, endnu aandende eller ub lid t hensove t, Bank havde
ho ld t Fingrene fra T ræerne i de gamle H av e r og helliget sig
til a t tæ lle p a a dem inden egne Døre! D er e r nok a t forb itres over fra lidt over Midten a f forrige A a rhund rede til Dags
Dato. Og e r vo r By alligevel ikke bleven hæslig, sky ldes det,
a t Arven dog ikke helt e r bleven forødt, Ska ttene fra de store
gamle, Resterne a f det, en sund og solid borgerlig Bygnings