198 / 208
Som det a f Ovenstaaende vil ses, kan de r paav ises et Sam a rbe jde mellem Kunst og H aandvæ rk ned gennem T iderne
a f skiftende A r t; fra a t væ re forholdsvis køligt k an det vokse
til a t blive helt inderligt, og dette Sam a rbe jde h a r sa t
Spor i Sproget. De efter Forholdets to Sider samm en sa tte
Ord »Haandværkskunst« og »Kunsthaandvæ rk« e r nemlig
ligesom »Kunstindustri« nye Ord, ingen a f dem findes i Mol-
bechs Ordbog. Det sidste flyder let fra Ph ilip Schous Læbe r,
og i det første Hefte af »Tidsskrift for Kunstindustri« (1885)
sk river J u liu s
L
ange
sin sn a rt be røm te Artikel »Nogle Sæ tninger om Kunstindustri«, den Artikel, hvo ri h an fo rtæ ller
om Mesteren i A rk itek tu r ved Kunstakadem ie t, d e r be trag tede det som en langt vanskeligere Opgave a t give Tegning
til en Temaskine end a t tegne et Prospekt til et Lystslot, en
Børs eller en Kongeborg, og hvo ri h an i Tilslutning hertil ud ta le r som sin Mening, a t Skoler fo r den vanskelige Kunst a t
give en Temaskine eller en Kaffekande en skøn Form vilde
have F rem tiden for sig frem fo r Akadem ierne, de r a rb e jd e r
fo r Pragtbygninger. I denne Artikel gør han yderligere opmæ rk som paa , hv o r megen Aand og Fan tasi de r k an nedlægges i den beskedneste Ting, og han definerer Kunstindustri som »Kulturen a f Tingene«. Dette Ord e r dog slet ikke
bleven m od tage t godt. Der er bleven sagt, a t det e r e t løjerligt fo rm e t Ord, »foroven som en Kvinde, forneden som en
Fisk«. Og skøn t de r e r Om raade r, paa hv ilket det afgjort
passer, e r det dog sand t, a t det ikke e r Indu strien , men
H aandvæ rke t, som der h e r skal regnes m ed som Kunstens
Forbundsfæ lle.
K un s thaandvæ rk er a ltsaa O rd e t, de r skal bruges om de
G en s tand e , d e r foruden a t væ re Mønstre i p rak tisk Brugelighed og haandvæ rksmæ ssig Udførelse he lst skal lyse a f
Aand og Fantasi. Kunsten m a a fo rd re a t kunne regne m ed
et udadleligt H aandvæ rk , med en H a andvæ rk e rs hele Kunnen, m ed den bedste H aandvæ rkskunst. Det e r da Bevarelsen og Udviklingen a f en saadan , de r bø r lægges endog s to r
Vægt p a a , og den kan p aa en ganske anden M aade læ res,
end h v ad O rdet Kunst i Almindelighed betegner. Den guddommelige Gnist i Kunsten, uden hvilken den In te t er, kan
kun væ re m edfødt. Men derfo r kan det jo godt ske, saa ledes
som det e r set før, a t Kunstneren og H a an dvæ rk e ren bliver
den samm e Person. I sit p aa forskellig Maade in te ressan te
lille Skrift »Bygmesterskolen« se r A rk itek t
K
lint
frem i Ti-
182