115 / 795
Del harboeske Enkefruekloster
101
og hvortil foruden Gaarden i Stormgade hørte de to anse
lige Landejendomme Støvringgaard og Søndervang, m aa
hun ogsaa have h aft nok at beskæftige sig med. Hun
tog sig med Iver og Dygtighed af Godsadm inistrationen,
og i G. B ruun: »Falsteriana« p. 64 siges det, »at hun ved
sin Klogskab og Lovkundskab ofte h jalp Godsets Folk
ud af P roku rato rernes Garn«.
Den Skildring, F rk . Feddersen h a r givet a f Stifter -
inden, skal jeg kun supplere med (efter C. Bruun: »Kø
benhavn« III
p .
170) at citere, hvad hendes samtidige,
Præsten og Forfatteren Alb. T hu ra skriver om hende:
»Hun var begavet med stor Fo rstand og Skarpsindighed,
besad m ere Lærdom, end sædvanlig hos et F ruentimm er
findes og formodes, forstod og talede adskillige fremmede
Sprog, ja endog det latinske, saa at de Lærde gjorde sig
en Æ re og Fornøielse af hendes Omgang; dets uagtet
affecterede hun i m indste Maade ikke at vide det, hun
vidste, men med en ædel Gravité omgikkes Alle uden der-
fore at fritage sig fra de sædvanlige Kvindekjønnet til
kommende og anstændige Husforretninger, saa m an b il
lig kan sige, a t bland t Mænd og Lærde var hun lærd og
behagelig og b land t F ruen timm er Kone og en fornuftig,
vis og højagtet Husmoder«.
Om hendes m angeaarige Venskab med D igteren og
Rektoren ved Latinskolen i Ribe Christian Falster inde
holder Falsters Skrifter mange Vidnesbyrd, jfr. »Minde
skriftet« p. 30f.f. og »Falsteriana« p. 64. Det er tydeligt,
at F alster nærede stor Beundring og Hengivenhed for
hende, baade p aa Grund af hendes Lærdom og Vid og
for hendes storsindede Gavmildhed over for trængende i
Almindelighed og over for hans Skole i Særdeleshed.
F alster siger et Sted om hende, at hun var »af anset
Slægt, men endnu anseligere ved Sind og Tænkemaade«.
Den smukke Maade, hvo rpaa hun disponerede over sin
efterladte Formue, bekræ fter ganske disse Ord.
KØBENHAVNS