472 / 795
458
Christian Elling
trag tet Antiken som det store og uopnaaelige Forbillede
for senere Tiders Kunst. Hans Ærbødighed for »de Gamle«
og hans Skoling som »Klassiker« mærkes overalt i hans
Forfatterskab , der for største Pa rten om fatter det a tten
de Aarhundredes Arkitektur i Danmark — den mær
kes paa godt og ondt, baade i hans Værdidomme
og i hans Sprog. Med særlig Forkærlighed ha r han
behandlet den klassicerende* Barok i Aahundredets
Begyndelse, Frederik IV’s Tid, — og den rene Klas
sicisme i dets Slutning, Ilarsdorffs Periode. Hvad der
laa derimellem, Højbarokkens og Bokokoens Kunst, var
egentlig altid et lukket Land for ham, han savnede som
mange andre Forskere af hans Slægtled den levende Kon
takt med hin Kunstperiodes Aand, og hans Kendskab til
dens europæiske Udviklingshistorie maatte ifølge Forho l
denes Natur være begrænset. Men ved sin Bedøm
melse af Klassicismens Arkitektur havde han et fast
Stade, her kunde hans Analyser være rammende og
hans Tilegnelse faa K arak ter af en Medviden. Da sporer
man ogsaa en stille Varme i hans ellers saa kølige Ud
trykssæt. Blandt hans første a rk itek tu rh isto riske Arbej
der er Studier i antik Bygningskunst (»Diocletians Pa
lads i Spalato«, »Recherches å Salone«); hans sidste Ar
bejde, uafslu ttet ved hans Død, var en Oversættelse af en
græsk Klassiker.
Som Søn af den meget produktive Kunsthistoriker,
Akademisekretær Philip Weilbach, var Fr. Weilbach fra
sin første Ungdom fortrolig med vor egen Kunsts Histo
rie og med dens Dyrkere. Men først efter en Menneske
alders Virksomhed i den højere Skoles Tjeneste fand t
han Tiden moden til at tage Arven op. Omkring 1920, da
Fr. Weilbach var op mod de 60 Aar, begyndte han sin
fortjenstfu lde Forskergern ing i dansk Arkitekturs Histo
rie. 1922 udkom Monografien af Lauritz de Thu rah , de r