473 / 795
Frederik Weilbach
459
efter fulgte i hastig Rækkefølge en lang Række Afhand
linger og Bøger, blandt dem saa omfattende Arbejder
som Skrifterne om C. F. Harsdorff (1928), Charlotten-
borg (1932) og Frederiksberg Slot (1936). Til den sidste
Stund havde Fr. Weilbach Pennen i Haand. Dette for
bavsende store Forfatterskab , udøvet i Alderdommens
Aar, er først og fremmest en Kildegranskers Værk. Med
stadig Flid, utræ ttet, tilsyneladende altid oplagt, gennem
gik Weilbach væsenlige Dele af det meget omfangsrige
arkivalske Materiale til vort kongelige Bygningsvæsens
Historie i det attende Aarhundrede; kun undtagelsesvis
har han arbejdet med vore Herregaardes og Købstæders
Arkitektur. Saa stort var det indsamlede og bearbejdede
Stof, at liele, meget betydningsfulde Afsnit af det offent
lige Byggeris Historie i Enevældens Tid herhjemme først
er blevet klarlagt og omskrevet af Weilbach. Det er til
lige hans Fortjeneste at have givet flere hidtil lidet kendte
Bygmestre fast Form og i væsentlig Grad at have
øget vort Kendskab til saa store Mestre som Thurah,
Harsdorff og C. F. Hansen.
At afdække vigtige stilhistoriske Sammenhænge mel
lem Danmarks og Udlandets Kunst i Enevoldstiden, at
forstaa vor egen Kunst i dens levende Forbindelse med
Tidens aandelige og materielle Kultur, endelig at søge
udformet et Helhedsbillede af dens Vækst, sligt var ikke
Fr. Weilbachs Sag; til den sidste Opgave er Tiden vel hel
ler ikke inde endnu. Men han har brudt Vej. Den rent
bygningshistoriske Undersøgelse af et Arkitekturværks
Tilblivelse og den biografiske Redegørelse for en Byg
mesters Virksomhed, det var Hovedformaalet for Fr.
Weilbachs Forskning. Paa disse Omraader h a r han gjort
et særdeles værdifuldt, ja ofte grundlæggende Arbejde.
I dette Tidsskrift vil man saaledes fra hans Haand finde
flere Afhandlinger, der ha r bragt historisk Klarhed til
30*