550 / 795
536
Hans Knudsen
slog Brooke h am dog a t vende h jem til Eng land ; »hvis De
skulde mene, at London er for d y rt et Opholdssted eller
York fo r blo ttet for litteræ rt Selskab, saa er der Universi
teter og Kollegier i and re Dele a f Kongeriget, hvor L itte ra
turen dyrkes, og hvor Opholdet i Henseende til Omkostnin
ger er tilstrækkelig rimeligt. De vil bemæ rke, a t jeg ikke h a r
nogen Tanke om, at De skulde bo p aa Deres Ejendom , thi
i Betragtning af de Livsvaner, De paa nærværende Tid m aa
have lagt Dem til, tro r jeg virkelig ikke, at dette vilde være
efter Deres Smag«.1)
Her er maaske noget af Forklaringen paa Levett Hansons
Fo rkæ rlighed for Udlandet. Hans engelske Indkom ster h a r
dér tillad t h am at leve i Kredse og dy rke Interesser,
som den højere Levefod i hans H jem land vilde have afskaa-
ret h am fra.
Brevene fra W illiam Brooke omhandler ogsaa to andre
Forhold, som aab enb art h a r ligget h am meget p aa Sinde,
nemlig dels Oprettelsen af et Testamente til Fordel for hans
Sekretæ r og K amm ertjener Ruhi, dels h an s M alerisam
ling i England. Riihl var hans »man of all work«, men T je
neren var vist i nogen Grad blevet Herre i Forholdet. Der
findes en lille Lap fra Levett Hanson til Riihl i Anledning
af en tilsyneladende Uoverensstemmelse i de engelske Op
gørelser af hans Tilgodehavender i 1804, som han nærmere
gør sin Hovmester Rede for, hvorefter han skriver: »Det er
ikke mig, som ikke h a r nogen Tillid til Dem; det er Dem,
der ald rig tro r mig. — Jeg vil k u n tilføje, at godt Humør
eller god Natur avler Tillid«, og han slutter: »De skulde
være mere nobel i Deres Slutninger og ikke for stedse m is
tænke og fordømme den Mand, De engang havde stor Ag
telse for, og De b u rd e fremdeles anse mig for Deres b ed
ste Ven, men jeg vil ikke skændes længere med Dem«.2)
Malerierne havde Levett Hanson arvet efter en Tante
x) Privatarkiv, Brookes Brev 12. Decbr. 1807, Nr. 20.
2) Smst., Brookes Brev 6. Febr. 1804, Nr. 4.