71 / 121
61
halla“ bestod som Sangerindepavillon indtil den 7. April
1883, thi da rykkede Damerne for stedse ud af den
gamle Pavillon, som blev overtaget af Fr. Grey, men
der maatte da kun optræde mandlige Kræfter her. Dette
fandt dog ingen Tilslutning blandt Publikum, og efter
nogle Maaneders Forløb var Grey færdig. Saa kom
den tyske Restauratør Dahms, der engagerede et tysk
Orkester, som heller ikke gjorde Lykke, og den Herlig
hed varede kun 4 Maaneder. Da var Dahms færdig,
og saa kom „Valhalla" atter til at genlyde af Sangens
Toner, men rigtignok paa en anden Maade end før, thi
nu var det den nyopdukkende Frelsens Hær, der ryk
kede ind i det gamle Gudindetempel med Salmesang,
Guitarspil, Horn og Trommer under vældig Tilslutning
fra Publikums Side, men rigtignok et andet Publikum
end i tidligere Dage. Da Frelsens Hær marcherede ud,
blev Salen inddraget under og sammenbygget med „Café
Osborne", som hvis store Spisesal den nu tjener. Naar
en Københavner fra den gode gamle Tid kommer ind i
denne Sal, dukker gamle glade Minder frem fra hver en
Krog i Salen, og han synes, at han endnu kan se for
sig hele den gamle Garde: Amalie, Nana, Thomine,
Dagmar, Ella og Julie. Minderne om dem og hans
glade Ungdom er gemt i det Lokale, som for hans
Indre staar i sin fulde Glans. For ham havde de for
dums Tribuner deres Charme, thi der var man i stadig
Kontakt med de Optrædende, hvilke man kunde traktere
med en engelsk Porter med Sukker i, en Kneckbeiner
eller et Glas Banko, og han nynner stille for sig et
Vers af en gammel Vise fra Nørrebros Teater:
Jeg løfter lidt koket op,
men hvad der skal sés, skal sés,
og naar man er behændig,
er Dyd og Moralen jo frelst,
den, der selv er helt anstændig,
kan jo hvad som helst.