GronnegadeKvarteret

Ligeoverfor „Valhalla" laa indtil for ca. 40 Aar siden,

omtrent hvor nu Vesterbros Postkontor er, en lang,

smal Beværtningshave med Lysthuse samt en lille C i

garbutik ud mod Alleen. I den øverste Del af Haven

var, med Ryggen op mod Dansesalonen »Colossæum" (det

gamle „Rosenlund") paa Værnedamsvejen, en lav en

etages Bygning med Veranda. Det var den saakaldte

„Schweizerpavillon". Bygningen var opført paa en Grund,

der sammen med de tilstødende Grundstykker i Tider

nes Morgen havde tilhørt Københavns Kommune, men

som ved en Fejl af den daværende Kæmner i sin Tid

var blevet forglemt at opføre i Københavns Matrikul og

saa ganske stille var gledet over til at komme til at

tilhøre Frederiksberg Kommune. I Begyndelsen af det

19de Aarhundrede laa paa dette trekantede Areal, som

nu bl. a. indtages af Biografteaterbygningen, Posthuset

m. m. en Lystgaard, som ejedes af en Murmester Quist,

og i denne Have, hvoraf Haven ved Schweizerpavillonen

var en Rest, havde Ejeren ladet opstille Figuren fra det

nedbrudte „Københavns Vartegn" fra Havfruegrunden

ved Knippelsbro, og som forestillede „Leda med Sva

nen«. Denne Figur er senere sporløst forsvundet, men

det kunde jo tænkes, at den kunde ligge i Jorden i den

endnu existerende Rest af Haven. Efter Quists Død

blev Arealet udstykket, og paa Hjørnegrunden opførte

Mekanikus Møller sit bekendte Voxkabinet, som bl. a.

er omtalt af Jacob Davidsen, og som en skøn Dag

brændte. Denne Brand gav Anledning til, at V. Rantzau

skrev i en af sine Viser:

Det hele Møllerske Cabinet

i Vejret gik som en Raket —

og alle Figurerne, hver og en

græd Taarer af Vox, som Potteben.

I Schweizerpavillonen nær

ku’ brændt en Sangerinde der,

men da hun var fraværende —

saa brændte — alene Klæ’erne.