80 / 121
70
første Gang kommer til Hovedstaden og bliver blændet
af den oplyste Dansebod, Klangen af Fløjterne og Vio
linerne, Synet af de pyntede, sminkede Damer, der for
ham staa som Indbegrebet af al Skønhed og Glans, uden
at han i sin Uberørthed og Naivetet faar Øjnene op for,
hvad det er for et uhumsk Sted, han i Virkeligheden er
kommet ind paa. Som det gik ham, gik det mange
andre unge Mennesker, selv om de ikke var saa naive
som Christian. Fortidens strænge Familieliv holdt ikke
af Ungdommens Renden paa Billardstuer, Kaféer eller
Værtshuse, og Følgen var da den, at de unge Mennesker
var saa meget mere griske paa den forbudne Frugt,
som de da søgte paa Steder udenfor de stive, strænge,
„Vi alene vide det“~Hjem, f. Ex. paa Danseboderne.
Selvfølgelig var der dem, der ingen Skade tog deraf,
men der var andre, som ikke saa sjældent led et Skib
brud, der mærkedes hele Livet igennem. Carl Michael
Bellman saa poetisk paa Danseboden, naar han i Nr. 10
i „Fredmans Epistlar“ synger:
Ge nu fløiterna en ton —
blås for hela laget!
Nymfen ar i taget,
och vid kårleksgudens tron
dansar jag och hon.
Skona ogon hvalfva kring och kasta strålar,
nymfen ger sin hvita hand . . . kors hur hon prålar,
hur hon sjunger, ma bergére —
glom allt lifsbesvår!
Og naar han i Epistlernes Nr. 68 synger:
Mowitz, i afton står baln
hemma hos Molberg, korpraln!
Just dår du seer ljuset
och lyktan uppå huset,
dår ackurat står baln.
Ulla i fonstret dar står.
Tjånare, syster . . . Gutår!
Slåpp oss in i salen — .