83 / 121
73
Og vor egen Poul Chievitz, der saa udmærket tog
Datidens Snobber paa Kornet, lader i sin Roman „Fra
Gaden“ Emilie St. Clair sige til den brave Landmand:
„Gud, Tante fortæller, at Deres Søn finder Polka uan
stændig." Landmandens Søn var ikke ene om denne
Mening, og han havde mange Meningsfæller mellem de
adstadige Spidsborgere, for hvilke det stod som en stor
Uanstændighed at tage en Dame om Livet og fare afsted
med hende i Polka, Galop eller Mazurka. Men, som
der allerede stod i den gammeltestamentlige Prædikerens
Bog: „Der er slet intet Nyt under Solen“ , saaledes
gaar det ogsaa med de forskellige Tidsaldres Anskuelser
og Meninger. Det er de samme Udtalelser, der stadig
gør sig gældende, kun med et andet Objekt, men Me
ningen er ikke til at tage fejl af, og det er stedse Je
ronimus contra Leander, Magdelone contra Leonora.
I Kvarteret omkring Østergade var der en Mængde
Danseboder, og i Følge Politirapport af 3. Ju li 1790
finder vi saadanne i Holmensgade, nuv. Nr. 23 hos
Hans Lund, den samme Ejendom, hvor senere Johanne
Luise Heibergs Forældre boede, i Nr. 26 hos Johansens
Enke Karen Birch og i Nr. 29 hos Mansfeldt. Denne
sidste havde om Sommeren Telt i Dyrehaven, hvor
Trækplasteret rimeligvis var letlevende Damer, at dømme
efter den Oplysning, som Politirapporten giver, nemlig,
at der i Ejendommen i Holmensgade paa 2den Sal til
Gaden boede en Madam Hegelund, der havde „4 unge
Quindemennesker hos sig, som skal staa i en Slags
Connezion med Mansfeldt i Henseende til hans Værtskab“ .
I den nærliggende Dybensgade træffe vi samme Aar
Dansebod i Nr. 6 hos Johan Jacob Møller, der tillige
var Punchevært, hvilket vil sige, at han foruden Danse
boden havde en saakaldet Punchesal, hvor der servere
des denne ædle Drik saavel varm som kold. Hoved
drikken ved Sammenkomster var jo i sin Tid Punchen,
som jo nu er afløst af den Sodablandede Whisky, og i
en stor Del af Danseboderne var der en Sal, der kaldtes
Punchesalen. Denne Betegnelse vil man endnu den