8 / 92
CARL JACOBSEN
TO TALER HOLDT VED MINDEFESTEN PAA KJØBENHAVNS RAADHUS
DEN 4. FEBRUAR 1914.
BRYGGEREN
A f Direktor HARALD BING.
M
USIKKEN toner alvorsfuld og gribende
gennem dette skønne Rum og stemmer
Sindet til Vemod ved den Højtid, som finder
Sted herinde, en Mindehøjtid for en Mand, der
nylig er kaldt bort fra en Livsgerning, som var
af den Art, at den har fremkaldt Trangen hos
os til at samles for i Fællesskab at dvæle ved,
hvad Carl Jacobsen betød for sin Fødeby og for
sit Land.
En Forsamling af Mænd og Kvinder rum
mer denne Sal i Aften fra alle Lag i Befolk
ningen: Stadens højeste Myndigheder; Kun
sten, den, han viede en saa-fyrig Tilbedelse;
Videnskaben, hvis ydmyge Søn han var; In
dustrien, som med Stolthed nævner ham som
en af sine egne og bedste; den store, brede
Borgerstand, som saa op til hans Værk i Fjern
hed, men med Beundring.
Sidst i Skaren en Kreds af Mænd, som havde
staaet ham nær i Livet, og med hvem han
havde plejet trofast Venskab.
Det er som en af disse, jeg nu skal forsøge
paa at give et Billede af min afdøde Ven.
IV Aarg. 1914 Nr. 1
Enhver, som uden de rette Forudsæt
ninger modte Carl Jacobsen paa sin Vej,
maatte faa Indtryk af en self made Mand:
Hans ydre, robuste Fremtræden, som
passede saa godt sammen med hans
Stemmes ejendommelige, dybe Klang.
Den haandfaste Ubøjelighed, hvormed
han søgte at gennemføre sine Meninger,
om hvis Rigtighed han nærede en ufor
styrrelig Overbevisning — alt dette er
Egenskaber hos en Mand, som gennem
aarelang Modgang har maattct kæmpe
sig frem til en Plads pau Livets Solskins-
side. I hvis travle Fortid der ikke havde
været Rum for ængsteligt Hensyn til ved
tagne Former og Regler, Men nu ved
vi jo alle, at Jacobsens Udvikling er fo-
rcgaaet under ganske andre Vilkaar; i
hans Lod er det ikke faldet at skulle
smcddc sin egen Lykke. Eneste Søn i
et Patricierhjem, hvor han færdedes med
en Kreds af Mennesker, som bar Dan
marks første Navne; fra Ungdommen af
bestemt for og uddannet til den Gerning,
han siden røgtede — i de Forhold, han
opvoxede under, er der intet, der forkla
rer hans indre og ydre Ejendommelig
heder. Disse beroede da sagtens paa en
expansiv Urkraft i hans Sind, der er os vege
Øboer fremmed, men som hos ham forklares
derved, at hans Slægts Vugge stod hinsides
Bælt og Kattegat. Med sin kraftfulde Karakter
forbendt han en sund Forstand og en Jcrnfiid,
som hos ham erstattede et hurtigt Nemme, en
Lyst til at lære, der fulgte ham op over Støvets
Aar. Udrustet med disse Egenskaber traadtc
han frem paa Livets Arena.
Først i Erhvervslivet. Der er maaskc dem,
der har dannet sig den Mening, at Carl Jacob
sen trak paa Skuldrene af sin daglige Dont og
kun gav sig i Lag med den for at skaffe sig
Midler til at dyrke sine Interesser og Passioner.
Det forholder sig anderledes: han var hele sit
Liv igennem en optaget og energisk Industri
drivende med indgaaende Kendskab til sit Fag.
Det Bryggeri, han som ung Mand anlagde, var
indrettet efter moderne Mønster, som han hav
de lært at kende ved Studieophold i England,
han holdt det altid teknisk set paa Højde med
Tidens Krav og forstod saa godt som nogen,
hvor stor en Betydning Naturvidenskaben
havde for en Virksomhed som hans. Ganske
vist — den skabende Evne, der havde kende
tegnet Faderen, og som havde gjort J. C. Ja-
1