10 / 92
Underligt nok: Carl Jacobsen, som i Live
havde Sans for ydre Pomp og ikke unddrog
sig fortjent Hyldest, har villet det saa, at hans
Medborgere ikke maatte folge ham til hans
sidste Hvilested. Hvis dette ikke var blevet os
forment, hvilket mægtigt Folketog havde der
da ikke fylket sig om hans Baare. Lad det da
forme sig for vort indre Øje med Udgangs
punkt derude fra Sundet, hvor Søjlen, han var
med til at støbe af Malmet fra Dannebrogs
Kanoner, minder om at: »Flyver Du til Him
len — I stolte Luers Favn — Da nævn fra
Stjernevrimlen — Din høje Hvitfeldts Navn«.
Og langsomt bevæger Skaren sig ind gen
nem den travle By, hvor han paa saa mange
Steder har rejst Mindesmærker for sig, som
gør hvert Monument, vi kunde sætte paa hans
Grav, overflødigt. Forbi Statens Museum for
Kunst, hvor han øvede en Mands Gerning,
ned langs Boulevarden og Ørstedsparken; med
ødsel Haand strøede han om sig med rige Ga
ver. Hen til det danske Kunstindustrimuseum,
som i ham har mistet den ene af sine Stiftere.
Stands saa ved Glyptoteket, det der rummer
Jacobsens Højsang til Oldtidens Kunst og Kul
tur, Juvelen i hans Borgerkrone. Og medens
Raadhusets Klokker ringer det sidste Farvel til
Byens gode Søn, medens vi lige skimter Om
ridsene af Vilh. Bissens prægtige Yngling, der
rider højt tilhest dernede ved Langebro, me
dens Guldet paa St. Nicolaj Spir glimter gen
nem Vinterdagens Taager, slaar Toget ind paa
den sidste Vej. Ud mod Carlsbergs mægtige
Bygningsmasse, hvor den Virksomhed udfol
des, der bar det Jacobsen’ske Navn viden om
Lande og afgav det materielle Grundlag for,
hvad Slægten har øvet af stort og godt. Lad os
saa sagtne vore Fjed og blotte vore Hoveder:
Der ligger den Bolig, som rummede hans hus
lige Lykke gennem saa mange Aar; her mi
stede han sit Livs gode Engel, sin elskelige
Hustru, Fru Ottilia. Og nu er vi ved vor Vej-
Ende: højt paa Valby Bakke rejser sig Jesus-
kirken, fra hvis Indre Orglets Toner forkynder
mod Himlen, at Kirkens Bygherre ikke er
mere.
tt
Carl Jacobsens Valgsprog var paa Latin:
Laboremus pro patria.
En dansk Digter har
udtrykt den samme Tanke i de skønne Vers
linier: Lad mig vie min Kraft Dig som Mand,
— Lad mig haabe i Tiden at flette — Blot et
Blad som man ej vil forgætte — I Din Krans,
0 mit Fædreneland.
I Sandhed, det Blad, Carl Jacobsen har flet
tet i sit Fædrelands Krans, vil ikke blive glemt.
1 kommende Tider — ligesom nu iaften — vil
hans Navn blive mindet og æret!
•
ÆRESBORGEREN
Af Professor, Dr. VILHELM ANDERSEN.
V
i. Borgere i Kjobenhavn, er i Aften samlede
i det fælles Ønske at vise Carl Jacobsen den
sidste Ære. Den Sag. d. v. s. den Mand og det
Værk, vi samles om, det Sted, hvorpaa vi sam
les, giver det gængse Udtryk en ny Betydning.
Det er ikke forst og fremmest en Sorgefest,
vi holder. Den Fred, som den Afdøde i Livet
aldrig har attraaet, har nu atter forladt hans
Navn. Ved hans Dod staar Hovedstadens Be
folkning delt i to kæmpende Hære om hans
sidste Villie. Der holdes Mandtal over Tilhæn
gere og især Modstandere af Spiret paa Frue
Kirke; der er endogsaa indrettet en Art Ambu
lance til at overføre slagne Folk af de førstes
Hær til de sidstes.
Midt under Kampen om denne Plan, der
syntes ham selv ligesom Spidsen af hans Livs
værk, holder vi, Venner og Fjender af denne
ikke blot kunstneriske, men nationale og hi
storiske Idé, en Æresfest til Carl Jacobsens
Minde.
tt
Det var for nogle Aar siden paa Tale at faa
Carl Jacobsen gjort til Æresborger i Kjøbcn-
havn. Han selv attraaedc ikke denne Hæder.
Han holdt nok af Statuer, men han vilde ikke
selv være en saadan. Han kunde ikke staa
stille.
Nu, da han ikke mere kan sige imod, ud
taler jeg højt, hvad alle tænker: Han var en
Æresborger for vor By.
Han opfyldte det første Vilkaar derfor: han
var en B orger, Borger med Gud og Æren.
Maaske cfer ogsaa til en Borger, for at han kan
have den rette Art, skal tre Slægtled som til
andre Dannemænd. Han var i alt Fald den
tredie kjøbenhavnske Borger i sin Slægt. Og er
der ikke netop en jævnt fortsat Stigning fra
Bedstefaderen Christen Jacobsen i Brolægger-
stræde gennem Faderen J. C. Jacobsen paa GI,
Carlsberg, i hvem mange (Sønnen med) vilde
se Slægtens Højde, til Sønnen Carl Jacobsen
paa Ny Carlsberg, saa er der dog Udvikling
deri. For Udvikling er ikke altid Stigning, men
netop som Ordet lyder: Udvikling, altsaa Ind
levelse i og derpaa Frigørelse fra Traditionen,
Indsmeltning af nyt Indhold i den medfødte
og arvede Form.
Et af de stolteste Træk i Slægten Jacobsens
Historie er just Kampen mellem Far og Søn.
Enhver kan se, at Carl Jacobsen som Brygger,
som Bygherre, som Kunstelsker fulgte i J. C.
Jacobsens Spor, men i sin egen og sin Tids
Retning: fra Tyskland til England, fra Mcl-
dahl til Kampmann, fra Thorvaldsen til Græ-
3