11 / 92
kerne og Franskmændene. Der var baade i
den Gamles og den Unges Karakter det, der
gjorde det ganske umuligt for Carl Jacobsen
at overtage Stillingen som sin Fars Søn. De
to lige gode Hoveder sad paa to lige haarde
Halse. Af det C a r lsb e r g , som J. C. Jacobsen
i en lykkelig Faderfølelse havde opkaldt efter
sin Arving, dannede sig, ikke uden Jordskælv,
to: det gamle og det ny. Da blev der bygget
paa Valby Bakke:
Det var sig Hr. Asger Ryg,
Saa listelig da han lo:
Der han kom paa den grønne Brink,
Han skucd de Taarne to.
Den for Samtiden, i alt Fald for Familien,
uhyggelige Konkurrence mellem Far og Søn
er for Eftertiden et styrkende Billed paa Kappe
striden mellem to jævnbyrdige Generationer
Det populæreste af Carl Jacobsens mangeValg-
sprog: Hjælp dig selv, saa hjælper Vorherre
dig! har den underforstaaede Mening: for din
Fader hjælper dig ikke. Under det Løsen gaar
enhver kraftig Alder i Kamp mod den Fortid,
som den arver.
Og da saa det skilte atter føjedes sammen,
og Arvingen sad som Herre paa det dobbelte
Carlsberg, da dannede Slægtens Historie den
lige opstigende Linie, der maaler for Øjet Ud
viklingen af det danske Næringsliv i det nit
tende Aarhundred: Kappestriden med og Fri
gørelsen fra det udenlandske Marked.
Det lyder som et Sagn. en Myte, naar man
horer om det forste Ophav til Bajerskol-Indu-
strien i Danmark: hvorledes J. C. Jacobsen
hjemforte en Klat Gær fra München i et Hatte
futteral. ligesom Prometheus ranede Ilden fra
Himlen i en Stængel og Munkene bragte Silke
orme fra Kina i deres Stave. Men Maalet er
naaet uden Trolddom, ja ved det modsatte af
Trolddom, nemlig Videnskab. Allerede den
ældste Jacobsen lærte af Ørsted, ligesom de
senere af Pasteur og Emil Hansen. Naar Carls-
bergfondets 01 har en for alle danske Viden-
skabsmænd særdeles behagelig Smag, kan der
for gives gode Grunde. Det skyldes ikke blot
Ølindustriens Overskud, men dens Fremgangs-
maade. Madvig skal en Gang i en Hyldest til
den gamle Jacobsen have udtalt, at han ellers
ikke var nogen Ven af bajersk 01, men naar
det destilleredes til en saadan Næring for
Kunst og Videnskab, kunde han ikke forholde
det sin Anerkendelse. Han havde ikke behovet
saaledes at fremhæve Carlsberg-Øllets Resul
tater. han kunde meget vel have vedkendt sig
dets Methode. Det var paa den selv samme
Maade, at den danske Videnskab i Madvigs
Aand og den danske Industri i Slægten Jacob
sens Hænder hævdede sig imod det forende
Tyskland: ved Undersøgelsen, den fuldkomne
4
Belysning af alle Tilblivelsens Led, det kon-
trolerende Arbejde, der med egne Hænder
sætter Tingen sammen af alle dens Dele, eller
med et Ord: ved Laboratoriet.
For ved Glyptotheket staar en Gruppe, Ro-
dins "Borgerne fra Calais«, et Billede af Neder
lagets Skam og Overgivelsens Elendighed, som
ikke vilde savnet Forstaaelse i det Danmark
efter 64, der mødte Carl Jacobsen i hans Ung
dom. Men saaledes var hans og hans Slægts
Borgersind ikke. Ingen af dem har kapituleret.
Bag ved Glyptoteket sidder den samme
Kunstners »Grubler« i en mægtig, men pine
fuld Eftertanke. Ogsaa dette Billede er i Slægt
med stærke Kræfter i vor Tid og vor Aand.
Men med denne uproduktive Energi regnede
Carl Jacobsen praktisk talt ikke.
Imellem disse to Mindesmærker ved Glyp-
tothekets ene Langside staar Meuniers Arbej
dere. Dem forstod han. Imellem de to Typer
paa Storstads-Arbejdere, som Sliddet selv har
formet, skrider Sædemanden med gavmilde
Hænder hen over den gode Jord. Saaledes
vilde han arbejde.
Og saaledes vilde han give. En Borger
kendes ikke blot paa sit Arbejde og dets Frug
ter, men paa det Formaal, han har med Ar
bejdet, og den Brug, han gør af dets Udbytte.
Det første Æresminde om den første Borger
i Kjøbenhavn, altsaa Saxos Skildring af Absa
lon i hans Danmarkshistorie, indeholder i sta
dig nye Vendinger den Idé, som Klerken har
uddraget af sin Herres Liv: at for en god
Borger gælder det at sætte det offentlige over
det private,
publica privatis anteponere.
Der
som Carl Jacobsen havde kendt den Sentens,
der betyder det samme som hans tit gentagne
Laboremus pro patria
havde han nok fundet
en Port eller Væg at slaa den op paa. Den er
Loven for hans Arbejde.
Den, der ikke formaar at sætte Kravet fra
det offentlige over Hensynet til sit private Vel
være, kaldes med et gammeldags Navn en
S p id sbo r ger. Grækerne kaldte ham en »Idiot«
(d. v. s. Privatist).
Der er sagt mange skarpe Ord om de dan
ske Spidsborgere. Jacobsen vilde kalde dem
Slaver; Tietgen spottede over, at naaren Dansk
var om ved de 25 Aar, tænkte han kun paa,
hvorledes han en Gang skulde kunne faa det
lunt inden Døre med sin Kone og sin lille
Hassan med de skæve Ben o. s. v., o. s. v. Men
jeg nodes til i Aften at lægge et godt Ord
ind for de danske Spidsborgere og Idioter; jeg
horer paa en Maade selv med til Lavet.
Jeg tænker da ikke paa de hyggelige Spids
borgere, som ved deres idélose, men instinkt
sikre Madstræb tætter, ja taarner vor Tue.