13 / 92
handle Kunst som en Forretning, var han, som
jeg har sagt, det ideale Publikum — et Publi
kum, som Kunsten ikke er Forretning for, men
Kultur, og ikke blot Kultur, men Kultus. Lad
saa Børnene hellere savne lidt Macaroni end
Madonna sine Voxlys!
•
Naar en stor Mand er død, lever noget efter:
Kraften af hans Liv, Aanden i hans Arbejde.
Carl Jacobsen er død, men hans Ære lever.
De Ædles Æt dør aldrig ud.
Vi hilser ham efter Døden som det, han var
os i Livet:
en utrættelig Arbejder, en Handlingens
Mand i et Samfund af reflekterende Privat-
mænd og diskuterende Generalforsamlinger;
en stor Naiv i et Folk af Kritikere;
en Elsker af den hele Skønhed i et Publikum,
der nærer sig af dens Levninger;
en Ærens Ridder, der førte Skjold i en vaa-
benløs Tid.
Lad os løfte det over hans Grav! Der staar
blandt de mange Deviser et Mærke og et Bil
lede deri.
Mærket er Hagekorset, hans Fabriks, hans
Arbejdes Bomærke. Hvor han saa havde det
fra — fra Indien eller fra Norden — det var i
alt Fald intet Tegn for den ørkesløse Betragt
ning, men for den driftige Handling. Det var
hans Thors-Mærke. Der var Thors-Kraft i ham.
Han var som Thor en folkelig Kæmpe for Kul
turen. Han baxedes med »Vrøvlet« som Thor
med Midgaardsormen.
Billedet er Rosen, den mørkerøde Rose, som
han altid bar hos sig. Ethvert Barn paa Gaden
kendte »Bryggeren med Rosen«. Den blev hver
Dag lagt paa hans Bord, men kun den ene.
Han vilde skaane sin Have, som han ønskede
at skaane vore Parker. Han bar Respekt for
Naturen som for Kunsten og saa dem helst sam
men. I den ene Blomst havde han dem alle. I
denne røde Rose var al hans Skønhedsglæde,
hans Kunst-Kultus.
Gid Kjøbenhavn længe vil mindes sin Vel
gører, sin u-kaarne Æresborger i disse to Tegn,
Tegnene for Arbejdet og Skønheden, Industri
og Kunst — Borgerlivets Rod og dets Blomst.
Ære være Carl Jacobsens Minde!