289 / 463
Bondestudenten og hovedstaden
2 7 7
Julius Døcker
ret ansigt, der åbenbart havde kendt både sm inke og
bedre dage. Ved siden af, i en plysbetrukken lænestol,
sad hans viv, fager i fordums tid, nu for fyldig til at
sidde på Hakons kæmpearm.
Modtagelsen var, eller skulle i hvert fald være, hjertelig.
Men selv den naive bondeknold kunne ikke undgå at få
indtryk af, at det var en rolle, der var bleven rutine. Thi
på alle spørgsmål angående kursus og undervisningen
havde det ærværdige ægtepar kun det ene svar, at den
kære Kindt-Jensen desværre ikke var til stede, men han
vidste besked om det altsammen. Dermed måtte jeg lade
mig nøje, og i m in to-årige kursustid så vi kun Døcker de
par gange, han en lørdag aften læste op for os. Det gjorde