295 / 463
Bondestudenten og hovedstaden
2 8 3
var en alvorlig mangel, som det nysproglige gymnasium
fra 1903 skulle råde bod på. Den vægt, man da som nu
lagde på en pæn oplæsning, kunne man godt have sparet
sig. Der er ingen, der nogen sinde får brug for at læse op
på et fremmed sprog, undtagen den, der senere skal
undervise i det. Den havde bedre været på sin plads i
dansk, hvor den ganske forsømtes. Sådan var der så
meget irrationelt ved undervisningen dengang, og mon
den er helt fri for det nu?
Første år gik jeg frivilligt til ældste holds historietimer
hos forhenværende skolebestyrer M. Bruhn, der havde
ord for at eje landets største privatbibliotek. Til timerne
kom han vandrende helt ude fra villa Augusta i den
yderste ende af Frederikssundsvej i sin gamle slængkappe
med det sokratiske skæg bølgende langt ned på brystet.
Hans gamle skole Lyceum i Nørre Farimagsgade 47 blev
et par år efter slået sammen med en anden skole, og
bygningen blev overtaget af Socialdemokraten, som ryk
kede ind 1. januar 1901.
Den gamle historielærer var vel nok skrap med navne,
årstal, slægtsregistre og sligt. Jeg fik nærmest indtryk af,
at han ville føle grønskollingen på tænderne; jeg blev lige
frem ålet igennem. Jeg bed dog fra mig det bedste jeg
kunne. Mine årstal vidste jeg da jeg var sikker i; dem
havde jeg lært på m ine m ilelange vandringer om morgenen
på vej til realskolen i Esbjerg, og i dem havde jeg en
uvurderlig støtte til at holde rede på begivenhederne.
Tonen blev da også efterhånden blidere, og til eksamen
klarede jeg frisag med et rent ug som i Esbjerg.
Et modstykke til cand. jur. M. Bruhn var cand. mag.
J. O. Holbech, som vi fik i historie det sidste år. Han var
spinkel af vækst og havde som Kindt-Jensen et blondt
fuldskæg over de skarpt skårne træk. Han var syv år
ældre, kandidat fra 1896, om muligt endnu rarere, men
livligere, mere temperamentsfuld og inciterende. Han
H4
1