301 / 463
Bondestudenten og hovedstaden
2 8 9
Professor Erslev var i det hele taget en fortrinlig lærer,
livlig, klar, koncis i sin fremstilling, både når det gjaldt
forelæsninger og eksaminatorier. Personlig var han nok
lidt reserveret og kølig; han bar ikke hjertet uden på
vesten. Men han var reel, hverken snobbet eller krukket,
altid venlig, stærkt optaget af sin lærervirksomhed og
utrættelig i at komme til bunds i de spegede historiske
problemer, han tog op til behandling. Ved øvelse over
kilderne til arvehyldingen 1721 fik vi et indtryk af, hvor
grundigt kildematerialet blev endevendt.
Som sine kolleger var Erslev i disse år optaget af ar
bejdet med Danmarks Riges Historie. Erslevs afsnit, bind
II, Middelalderen fra Valdemar Sejrs død 1241, giver en
forbavsende klar og fyldig udnyttelse af et magert stof,
siger Povl Engelstoft. Fra 1913 var Erslev formand for
Carlsbergfonden, så det var ikke urimeligt, om der efter
30 års flittig lærervirksomhed kunne spores en vis træt
hed. I 1915 opgav han sit professorat for at blive rigs
arkivar. Han døde 1930.
Erslev og i nogen grad Høffding betegnede for mig ly s
punkterne i de første universitetsår. Personligt satte jeg
dog også megen pris på professor J. A. Fridericia, der
først blev ansat 1899 ved Edv. Holms afgang. Fridericia
var da 50 år gammel, men havde en stor videnskabelig
produktion bag sig. Han var en fin og nobel personlighed,
yderst grundig både i forberedelsen af sine forelæsninger
og udarbejdelsen af sine lærebøger. Hans skriftlige form
kunne være noget knudret, men hans mundtlige frem
stilling var klar og flydende. I mit speciale, Danmarks
historie 1766-1814, var han tjenstvillig med råd og vej
ledning; det blev mg til eksamen.
Jeg nåede lige at høre hans forgænger professor Edv.
Holms sidste forelæsningsrække over Struenseetiden,
hvortil han som sædvanligt samlede et større publikum
ude fra byen. Det var også en nydelse at følge hans form