154 / 202
145
langes at gaa til h aan d e i and re det m ed ic in sk e fa -
cultets fo rre tn in ge r. — lø v rig t skal je g sted se agte
det fo r m in lov at gøre m ig væ rd ig til denne D . K . M .’ s
naade.«
Baade
Mangors
og
Schonheyders
an søgn in ger b lev
sendt til fa cu ltetets erk læ ring, og
Kratzenstein
afgav
et langt ty sk v o tum 2 2 ’ au gu st 1 7 7 4 ,135) h vo ri han
siger, at
Mangor
angiver som grund til sin an søgn in g ,
at der ik k e find es en ord en tlig og sæ rlig læ rer ved
universitetet i pa to lo g i og den p ra k tisk e del a f m e
dicinen, m en h v is han derm ed m en er, at der ik k e b li
ver undervist i d isse fa g , saa tager h an fe jl.
Kratzen
stein
har siden 17 5 8 hvert aar læ st to m ed ic in sk e
collegier, a fv ex len d e m e llem fy sio lo g i, pa to lo g i, m a te
ria m ed ica og »p ra x i (oder th erap ia s p e c ia li)« og
gjort sine tilhørere b ek en d t saavel m ed æ ldre som
med de n ye ste erfaringer tillige m ed sine egne an
mærkninger. Siden dr.
Tode
og p r o ff.
Saxtorph
og
Cal-
lisen
ligeledes læ ser over teo retiske og p ra k tisk e dele
af m ed icinen og tilh ø rern e derved m ere fo rd eles, saa
falder det v an sk e lig t ved det ringe antal a f m ed ic in sk e
studerende at fa a et co lleg ium i stand , saa at m an i
sandhed kan sige, at der m ere m an g le r tilhørere end
lærere. H an kan d e rfor ik k e se, at der er nogen n ø d
vendighed, ja ik k e engang trang til at der udnæ vnes
en professor p ra xeo s m ed icæ . V o re studen ter kan næ p
pe nok lære det, som de nu underv ises i og trænger
ikke til nogen tilvæ x t i denn e retn ing . — M en tror
Mangor,
at det er m ere betryggend e fo r m ed icin en ,
naar der udnæ vnes en p r o fe sso r i pa tologi og p ra x is,
som ikk e gør andet end at læ se collegier derover, saa
kan han fo rud sige, at en saadan læ rers aud ito rium fra
3 aar vil være tom t. A n ta lle t a f studen ter er saa ringe,
10