193 / 403
189
fogden og Ridefogden foreskrev, og som Byens Foged maatte
opretholde. Hver Mand havde ikke sin bestemte Jord. Byjor
den var inddelt i »Vange« og »Aase« — lavere Engjord og
højere Markjord —, som skulde fordeles efter Kvalitet og Be
liggenhed, saa der til hver Gaard hørte lige meget af den
gode og daarligere Jord og af Engbunden under Hensyn til
det Antal Ottinger eller det Hartkorn, Gaarden skattede af.
Hver Vang eller Aas inddeltes igen i Skifter, som saa atter
lordeltes mellem Gaardene.
Denne Driftsform førte med, at hver Gaard fik sin Jord an
vist paa mange forskellige Steder, vidt fra hinanden, hvad der
betingede en vis Enighed om Driften for ikke at hindre hin
anden i Behandlingen og Tilsaaningen og Høsten. Alle maatte
tilsaa den samme Aas paa samme Tid og med nogenlunde
samme Sædart, hvorom dog vistnok Bystævnet tog Bestem
melse. Ligeledes, naar Vangen eller Marken skulde høstes.
Saa maatte alle være rede paa samme Tid. Den, der ikke
havde høstet sin Eng eller taget sit Korn, naar de andre var
færdige, maatte tage Skade derfor, hvis Ævret blev opgivet
og Kreaturerne slupne ud, inden Avlen var inde.
Paa dette Jordfællesskab hvilede hele Landsbyens indre For
fatning. Paa det aarlige Bystævne valgte Bymændene en
Ol d e rma nd til at lede Byens Sager, sørge for Bylovens eller
Vedtægternes Overholdelse, ordne Forholdene vedrørende
Hegn og Vandløb, samt Byvejene, der førte til Markerne; de
andre offentlige Veje sørgede Øvrigheden for gennem sin
Foged. Som Tegn paa sin Værdighed førte Oldermanden en
»Byens Kæp« eller Stok, hvori Gaardenes Bomærker var ind-
skaarne, hos ham skulde Byhornet — ligesom Kæppen eller
»Budstikken« —, der brugtes til at sammenkalde Bystævnet,
opbevares. Byhornet var ofte af Kobber eller Messing, medens
Hyrdens var et Kvæghorn. Byhyrden spiste paa Omgang hos
Bønderne — ligesom senere Skoleholderen. Det var tilsyne
ladende ret idylliske Tilstande, det gamle Landsbyliv rummede;
men Glansen gik i væsentlig Grad af det ved Enevældens
Tryk med skærpede Tvangsforhold og de stigende militære
Byrder, som det efterhaanden blev umuligt for Bønderne
at bære.
Skønt
Besiddelsesforholdene
her tidlig udviklede sig i