Previous Page  193 / 403 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 193 / 403 Next Page
Page Background

189

fogden og Ridefogden foreskrev, og som Byens Foged maatte

opretholde. Hver Mand havde ikke sin bestemte Jord. Byjor­

den var inddelt i »Vange« og »Aase« — lavere Engjord og

højere Markjord —, som skulde fordeles efter Kvalitet og Be­

liggenhed, saa der til hver Gaard hørte lige meget af den

gode og daarligere Jord og af Engbunden under Hensyn til

det Antal Ottinger eller det Hartkorn, Gaarden skattede af.

Hver Vang eller Aas inddeltes igen i Skifter, som saa atter

lordeltes mellem Gaardene.

Denne Driftsform førte med, at hver Gaard fik sin Jord an­

vist paa mange forskellige Steder, vidt fra hinanden, hvad der

betingede en vis Enighed om Driften for ikke at hindre hin­

anden i Behandlingen og Tilsaaningen og Høsten. Alle maatte

tilsaa den samme Aas paa samme Tid og med nogenlunde

samme Sædart, hvorom dog vistnok Bystævnet tog Bestem­

melse. Ligeledes, naar Vangen eller Marken skulde høstes.

Saa maatte alle være rede paa samme Tid. Den, der ikke

havde høstet sin Eng eller taget sit Korn, naar de andre var

færdige, maatte tage Skade derfor, hvis Ævret blev opgivet

og Kreaturerne slupne ud, inden Avlen var inde.

Paa dette Jordfællesskab hvilede hele Landsbyens indre For­

fatning. Paa det aarlige Bystævne valgte Bymændene en

Ol d e rma nd til at lede Byens Sager, sørge for Bylovens eller

Vedtægternes Overholdelse, ordne Forholdene vedrørende

Hegn og Vandløb, samt Byvejene, der førte til Markerne; de

andre offentlige Veje sørgede Øvrigheden for gennem sin

Foged. Som Tegn paa sin Værdighed førte Oldermanden en

»Byens Kæp« eller Stok, hvori Gaardenes Bomærker var ind-

skaarne, hos ham skulde Byhornet — ligesom Kæppen eller

»Budstikken« —, der brugtes til at sammenkalde Bystævnet,

opbevares. Byhornet var ofte af Kobber eller Messing, medens

Hyrdens var et Kvæghorn. Byhyrden spiste paa Omgang hos

Bønderne — ligesom senere Skoleholderen. Det var tilsyne­

ladende ret idylliske Tilstande, det gamle Landsbyliv rummede;

men Glansen gik i væsentlig Grad af det ved Enevældens

Tryk med skærpede Tvangsforhold og de stigende militære

Byrder, som det efterhaanden blev umuligt for Bønderne

at bære.

Skønt

Besiddelsesforholdene

her tidlig udviklede sig i