122 / 160
122
fordi Sædvanen byder, a t vore Templer skulle være forsynede med Taarne, men
den store Po rta l paa Facadens Midte udgjør en af Bygningens væsentlige og
mest iøjnefaldende Dekorationer, og jeg frygter, a t det højere Taa rn vilde ved
a t drage Opmærksomheden til sig, uretfærdig dominere over det i lodret Linie,
neden under staaende, m id terste P a rtie ; stod det i nogen F ra stand fra Hoved-
Facaden vilde de tte ej saa meget være Tilfældet. - Hertil kommer, a t end
skønt jeg tø r smigre med, a t hv e rt enkelt P a rti af det højere Taa rn er i en god
Smag, saa danner det Hele, dets forandrede Form uag tet, dog mere et Taarn ,
der regner sig fra den gotiske Tidsalder, det andet derimod vedligeholder renere
den valgte græske Stil, hvorpaa Kirkens Composition, for saav id t A fbenyttelsen
af de gamle R udera tillader det, saavel udvendig som indvendig, grunder sig.
Ikke heller bør jeg lade uanmæ rket, a t Udførelsen af det simplere Taarn , hvis
bestem te Højde ligefrem fortsæ ttes paa de staaende Mure, er meget lettere a t
opføre end det højere, hvo rtil der, for hver nye E tage paa de gamle Fundam en
te r med største Accuratesse og Forsigtighed skal slaaes nye Buer, altsaa og i
meget kortere Tid a t opføre end h in t, efterdi hver E tages Buer fordrer eet Aar
a t sæ tte sig, forinden man derpaa med Sikkerhed kan bygge og endeligen be-
tydeligen m indre bekosteligt, da Forskjellen sikkerligen kan anslaaes til 16 a
90000 Rdl — Vel lader den erfarne K unstne r sig ikke afskrække ved Udførel
sens større Besværlighed, ej heller bør han opoffre Tidsalderens og sin Repu
ta tion for en altfor stræng Oekonomi; dog ha r det i mine mange og vidtløftige
Kompositioner altid væ ret mig en saare behagelig Tanke a t kunne forene Skøn
hed med Styrke og begge Deele med saa liden Udgift som muligt. — E fte r fore-
staaende Grunde maaskee den høje D irektion med mig m aa tte være enig i, a t
det simplere T aarn h a r overvejende Fordeele for det prag tfu ldere; men da jeg
ikke kan vide, hvo rv id t dette, der rigtig nok ha r det F o rtrin a t kunne sees i
længere F ra stand og ved første Øjekast meget imponerer, m aa tte vmde Aller
højeste Bifald, saa ha r jeg saa meget mere anseet det for mm allerunderdanigste
P lig t udførligen a t angive Grundene for denne min individuelle Meening, i øvrigt
indstillende Valget til højere Forgodtbefindende« (Afb. 38, 39).
A t Kongen approberede Taarnforslag Nr. 2 har sikkert glædet A rk itek ten
overmaade. Men forøvrigt va r det næppe med hans gode Vilje, T aa rne t efter Fo r
slag Nr. 2 va r bleven saa forholdsvis hø jt. Det va r im idlertid en Forudsætning,
a t der ogsaa i dette Taarn , som i de tidligere, skulde være Plads til Taarnvægtere
og a t disse skulde anbringes hø jt til Vejrs. Vægterne tænk tes anb rag t i Taarnets
overste smallere P a rti nær »Vægtergangen« og med Adgang til denne. A rk itek ten
bemærker selv i den Anledning 1813, a t ellers »vilde T aa rne t ikke have faaet en
saadan Højde, der vanskeligt lader sig forene med ark itek ton isk Skønhed.«
Klassicismens A rk itek tu r havde arvet Barokkens Evne til a t op fatte den en
kelte Bygning i Sammenhæng med Omgivelser, med Nabo-, og Genbobygninger.
Medens Middelalderens Bygmestre ikke altid bev idst placerede deres Kirkei