126 / 160
126
stæ rk t beundrede C. F. Hansen som K un stne r og som Adm in istrator, og al
han — myndig som han va r — uden store Vanskeligheder fik sine Ideer frem
m et hos de øvrige Kommissionsmedlemmer. I a lt væsentligt blev de approbe
rede P laner fulgt. Kun bo rtfa ld t Nischerne i Omgangen og dermed Tanken om
et Pan theon , og Vestfrontens Sidedøre blev opgivne, hvad kun va r en Vinding.
Byggearbejdet skred jæ vn t og stø t fremad — trods de vanskelige Tider med
Krig og voldsom t svingende Kurser og den store Pengeknaphed. A rk itek ten
forstod, trods alt, a t faa A rbejdet til a t glide over slemme økonomiske Skær. De
Midler, K irken selv raadede over, va r ikke imponerende; dens Forsikringssum
var ikke engang 37000 Rdlr. og der m aa tte skaffes endog overordentlig store
Summer til Veje. Man forsøgte sig 1812, paa et meget uheldigt T idspunk t um id
delbart før S ta tsbanke ro tten , med en Kollekt over hele Tvillingriget, men den
gav kun c. 26,000 Rdlr., ganske v ist Beløb indsam lede helt fra Femern til
Trondhjem Stift. Ogsaa fra de vestindiske Øer kom Bidrag. Aaret efter, Penge
krisens værste — 1813 — blev p aabud t en fireaarig Afgift af al K irketiende i
Danmark. Men hvad forslog det! Kongen anviste da 1817 af Statskassen en
Gave til Kirkens Genopførelse paa 200,000 Rbd lr, og da der stadig manglede
Penge, approberede han 1819 et Laan paa ind til 300,000 Rbdlr. Med alt det
og skøn t adskilligt indløb i Gaver fra P riva te — v a r man den 31. Decbr. 1822
ikke naaet videre, end a t der — efter anstillede Beregninger — manglede
60,000 Specier. Ind til da v a r der i a lt b rug t — naa r Rdlr. omregnes til Spe
cier — 147,451 Specier. Fo r a t fremskaffe den manglende Sum, greb man Tid
efter anden til forskellige Udveje, bl! a. en ny Collekt 1826. Da K irken 1832
endelig kunde afleveres som færdigbygget, va r til dens Genopførelse medgaaet
i a lt: 200,887 Specier, og det hele Byggeforetagende havde m a a tte t adm in istre
res med haard Haand , for a t kunne føres økonomisk igennem.
A lt de tte forklarer ogsaa tilstrækkeligt, a t de ægte Materialer, en K irke
bygning af denne A rt na tu rlig t kræver, m aa tte man i det Store og Hele give
Afkald paa. Hvor Marmor eller dog Sandsten havde væ ret selvskreven, bl. a.
i Søjleordenerne, m aa tte man gaa stadig længere ned. Om Marmor i større
Stil kunde der absolut ikke være Tale! Men saa va r der Sandstenen! Fø rst vilde
A rk itek ten have b rug t Bremer- eller P irnaer Sandsten; men det blev for dy rt
og i det onde Aar 1813 bestilte man i S tedet for Sandsten fra Bornholm. Da
det kom til S tykket m aa tte man imidlertid i de fleste Tilfælde nøjes med simple
Mursten eller med Træ og skjule de tte ringere Materiale bag Pudslag eller
Gibs. Hvor det va r muligt, laan te man sig frem, bl. a. hos Frederikskirken, hvor
man fik lid t norsk Marmor, og havde man Brug f. Eks. for italiensk Marmor
»til adskilligt Decorationsarbejde« (1819), henvend te man sig paa den kgl.
Materialgaard og tilbyder det m indst mulige som Betaling for, hvad der dér
m aa tte ligge af de tte kostbare Materiale.
Sandelig — A rk itek ten ha r h a ft Brug for Resignationens og Udholdenhedens
Naadegaver, for overhovedet a t faa Bygningen fø rt igennem, uden a t det gik