166 / 265
164
ANMELDELSER
Det er en meget personlig form for historieskrivning, og forfatteren har da også
ved jævnlig at tilføje småordene »jo«, »mon« og »nok« antydet, at hans udlæg
ning er en af flere mulige forklaringer. Der er mange gode indfald og kombi
nationer, som f.eks. episoden, hvor forfatteren lader Marquar Rodsteen og hans
kone betragte opførelsen af Gyldenløves palæ, det nuværende Gharlottenborg,
fra Nyhavn 67, og tilføjer: »På skorstenspiberne står der 1677« for at angive
handlingens tidspunkt. I nogle tilfælde er kombinationerne lovlig dristige som
på side 35, hvor læseren lades i stikken over fortolkningen af eventyret om
Valdemar Daa. I det hele taget må man sige, at bogen forudsætter et stort
forhåndskendskab til steder og personer, et forhold, der smigrer, når man ved
besked, men mystificerer og irriterer, når man ikke ved besked. Forfatteren ynder
korte sætninger isprængt talesprogsagtige vendinger. Han skriver ikke »På Statens
museum«, men »Oppe på Statens museum«. Henrik Rüse bliver adlet »under
navnet Rysensteen med baroni og det hele« og U lrik Frederik Gyldenløve »ser
helt anderledes ud end halvbroderen Christian den 5., og det skal han være
glad for«.
Der er samlet stof fra mange kilder, og man undskylder at henvisningerne
er samlet oversigtsmæssigt bag i bogen, så man ikke kan se nøjagtigt hvilke kilder
de enkelte oplysninger hviler på. Illustrationerne er i de fleste tilfælde velvalgte,
et par af dem f.eks. s. 2 1 1 og 2 13 virker dog lidt uvedkommende. Visse unøj
agtigheder kan påvises, men forfatterens ønske om, at det må lykkes »at få lidt
af det, der har rørt sig i nr. 67, til at leve for andre« må siges at være opfyldt
til overmål.
Poul Strømstad.