162 / 265
1 6 0
ANMELDELSER
københavnere da også orienteres om eksistensen af lektor Gunnar Sandfelds Sølle-
rød-bøger. De byder ikke på dybtgående analyser - er nok lige lovlig »hyggelige« -
og de personer, der omtales, behandles med den nænsomhed, som er nødvendig
overfor folk, der har levet for kort tid siden, og hvis nærmeste efterkommere har
et naturligt krav på visse hensyn. Alligevel er det lykkedes forfatteren at give en
særdeles læseværdig skildring af en nær fortid og dens mennesker. Udgiveren,
Historisk-topografisk Selskab for Søllerød kommune har megen ære af bøgernes
smukke udstyr. —Flere samlinger bebudes.
Sigurd Jensen.
Harald Langberg: Dødens teater. Revolutionen 17 72. Gyldendal 1972. 144 s
.,
ill.
Pris kr. 38,50.
Samme: Den store satire. Johan Herman Wessel og
»Kæ rlighed uden Strømper
«.
Gyldendal 1973. 16 3 s., ill. Pris hr. 39,50.
Et rundt år efter en begivenhed kan få de mest forskelligartede virkninger, endog
glædelige. Som nu disse to fortræffelige bøger, der må formodes at være provoke
ret frem af det, der skete i København for 200 år siden. Ved et flygtigt øjekast
synes de at handle om vidt forskellige begivenheder, men man har ikke kigget
meget i dem, før man er klar over, at det er to forskellige afsnit af samme begiven
hedskæde, der betragtes. Betragteren må i begge tilfælde være udstyret med en
teaterkikkert.
Dødens teater
handler om Struensees fald, skinprocessen, der fulgte, og de to
grevers henrettelse.
Den store satire
handler om stemningen bagefter, uhyggen,
den forborgne kritik, de befriende morsomheder.
Den 28. april 1772 er den dato, den akse, hvorom det hele drejer sig. Den dag
foregik den ækle happening på Østre fælled, som uudsletteligt satte sit præg på
samtidens og en lang eftertids opfattelse af Struensee-episoden. Det var menneske
slagtningen og ikke periodens politiske nyskabelser, der trængte sig stærkest frem
i erindringen.
Struensees uhyggelige endeligt har vel tilmed tildelt ham nogle ekstra points i
den almindelige bedømmelse. Hvorvidt Langberg, der placerer ham højt, har givet
ham det helt korrekte antal points, skal ikke debatteres her. Men anmelderen, der
bl.a. har interesseret sig for Struensees ikke ganske rosværdige forhold til det
københavnske bystyre, må anlægge et noget mindre positivt syn på politikeren
Struensee, og han er ikke helt enig med Langberg, når denne skriver, at Struensees
økonomiske politik mærkelig nok ikke i særlig grad har interesseret de mange,
som ellers beskæftiger sig med sligt; thi vel er der ikke kommet nogen monografi
om emnet, men det er dog behandlet i flere væsentlige forbindelser. Erik R as
mussen har således i »Kurantbankens forhold til staten
1 7 3 7 - 7 3 «
set grundigt på
tidens finansforhold, og Aage Rasch har i »Dansk toldpolitik 1760-97« forsket
i andre sider af den førte økonomiske politik. På basis af disse værker og hvad
der ellers foreligger af omtale af problemet vil det næppe være berettiget at be