159 / 265
ANMELDELS ER
Københavnere fortæller. Erindringer fra det gamle København. Redigeret af Poul
Strømstad. Københavns Magistrats 3. afdeling, 1972. 159 s. III.
Københavnere fortæller —og de fortæller ualmindelig godt i denne fængslende
bog, hvor 15 københavnere ser tilbage på deres barndom og ungdom. De fleste
af dem er født i 1890-erne, så selv om det ikke er så fjern en fortid de drager
frem i erindringen, er det dog som om vi på mange måder hensættes til et helt
andet København. Og et København som vel kun de færreste vil længes tilbage til.
Et emne der går igen i mange af erindringerne er boligforholdene: »Vor nye
lejlighed var akkurat som den gamle, men her var ikke mus. Den bestod af en
stue, vel 4 meter i dybden og 3 i bredden. For enden af den lå en alkove —her
kunne stå en seng på langs og en på tværs —og et køkken. I begge rum var kun
en lille kvadratisk rude i ydermuren, så køkkenlampen måtte brænde om dagen
også. I alkoven sov mine forældre og min store søster. I stuen havde vi en stor
slagbænk. Når låget blev taget af, kunne forpartiet trækkes ud som en skuffe. Den
var fyldt med halm, der blev jævnet ud, et lagen lagt over og her sov fire børn,
to i hver ende. I lejligheden under os boede en familie på otte voksne og et
barn«. Tilsvarende lejligheder har mange haft: ingen entré, én stue, køkken og
eventuelt et smalt kammer. Om stuens møblering hører vi et sted: seng —til hele
familien —en elendig gammel sofa, et lille bord, oftest dækket med papir —en dug
var luksus —og et smalt skab der tjente som spisekammer, men som i reglen var
tomt, samt et par defekte stole. Vand i køkkenet var ingen selvfølge, og kvaliteten
af det var iøvrigt tvivlsom: »mor behøvede for eksempel aldrig at komme salt i
vandet, når hun kogte kartofler«.
Det var ikke alle der selv ejede lagener og dyner. Pantelåneren fortæller at
folk kom og lejede sengetøj pr. nat. Pantelåneren har i det hele taget spillet en
væsentlig rolle. Ejendommelig er historien om konen der hver morgen mødte
med sin mands cylinderur. »Det kunne hun låne en krone på, men manden kom
hjem til frokost klokken 12. Han måtte ikke vide at hun havde lånt på det, så
kom hun gerne med et lagen eller andet, hun kunne låne en krone på. Så fik hun
uret løst hjem og betalte 5 øre i rente, og ligeså snart manden var gået, kom
hun med uret igen. Og sådan byttedes og byttedes ustandselig«. Her er der måske
tale om et specialtilfælde, men i en anden erindring fortæller en dreng om hvordan
det gik, da han blev sendt hen til sin onkel for at blive klippet. Skønt der ikke
var kunder i butikken, bad onklen ham alligevel vente. Noget efter kom en
kunde der skulle klippes og barberes, og onklen spurgte om han havde noget mod
at betale forud. »Kunden rakte forundret onkel Madsen de 50 øre, hvorpå onkel
forsvandt ud af butikken hen om hjørnet til højre i Holmbladsgade, hvor der var
et lånekontor. Her løste han den pantsatte barberkniv og maskine hjem, kom
tilbage og behandlede kunden, hvorefter han klippede mig«.
Arbejdsforholdene er et tilbagevendende tema i erindringerne, fortvivlelse når