160 / 265
1 5 8
ANMELDELSER
man gik ledig, og glæde når man fik fast arbejde. Mejeristen fortæller at han var
misundt af sine kolleger, da han blev ansat på et nybygget mejeri: arbejdstid 16
timer, også søndag, altsammen til 22 kr. om ugen og egen kost og logi. Det var i
19 14. På den baggrund er det interessant, at en søn af en indvandrer fortæller
at hans far fandt de danske arbejdsforhold fyrstelige på baggrund af hvad han var
vant til fra Rusland.
V i får forskellige glimt af datidens overklasse, som man bl.a. mødte i skikkelse
af husejere. »Ejeren er en fin ældre herre med snehvidt hår og skæg. Når han
kommer og skal tale med far, må vi småunger pænt holde os på afstand. Han er
departementchef!«. En anden —også positivt skildret —ejer var grosserer. »Han
talte anderledes end vi andre. Det duperede fuldstændig madammerne, der syntes
han var en fin herre. De omtalte og tiltalte ham »grossereren«. Det gjaldt selv de
værste rappenskralder, selv når de skældte ham ud, for eks. »Grossereren lovede
mig et nyt køkkenbord, det er kraftstejleme noget svineri, grossereren ikke hol
der ord«. T il en så ophøjet størrelse kunne man ikke sige De«. løvrigt kunne man
også iagttage det bedre borgerskab om morgenen mellem klokken 6 og 8. Så var
der nemlig kur i Rosenborg Brøndanstalt, hvor fine damer og herrer drak affø
rende vande og gik tur i Kongens Have. Musikere fra Det kongelige Kapel under
holdt imens.
Det er fristende at fortsætte citaterne, men lad mig slutte med en skildring af
nytårsaften på Vesterbro omkring århundredskiftet. Det starter med drønende
kanonslag, fyrværkere, kinesere, råb og skrig, men når »klokken nærmede sig tolv,
så slæbte ungdommen gamle sofaer, halmmadrasser og andet husgeråd, der allige
vel skulle kasseres, ud på gaden. Så blev der hældt en flaske petroleum til seks
øre over det brandfarlige stof, og så kan det nok være, det blussede op under
høje hurraråb«. Derefter blev latrintønderne slæbt frem og smidt på bålet. »Men
det værste ved hele balladen, var den ulidelige stank, der længe efter lå over hele
kvarteret. Det var ikke til i flere dage ind i det nye år at lukke et vindue op«.
Baggrunden for bogen »Københavnere fortæller« er ganske speciel. I 1969 havde
Nørre Hospital 200 års jubilæum og i den anledning udsendte Københavns social
borgmester Børge H. Jensen en opfordring til samtlige kommunens pensionister
om at indsende deres erindringer om livet i det gamle København. Det var en
lykkelig idé, og tilslutningen blev endog særdeles stor. I løbet af et par måneder
kom der erindringer fra ikke mindre end 2.000 pensionister. Der er selvfølgelig
meget store variationer i materialet, ikke mindst i omfang, men det er beregnet,
at materialet sammenlagt vil svare til 30-40 bind af størrelsen Grimbergs Verdens
historie! Det var tanken at de bedste erindringer skulle præmieres, og en nedsat
komité —hvoraf stadsarkivar, dr. phil. Sigurd Jensen og museumsinspektør Poul
Strømstad synes at have trukket det største læs — fandt frem til de 15 bedste
levnedsskildringer.
Heldigvis lod man ikke sagen stoppe her. Københavns borgerrepræsentation
ofrede de nødvendige penge på at trykke et uddrag af de præmierede erindringer.
Poul Strømstad har stået for det praktiske arbejde, bl.a. med at finde en række
glimrende og samtidige illustrationer til erindringerne. Desuden har han skrevet
en udmærket indledning, lavet forklarende noter (der er nyttige og rimelige i om