KnudBokkenheuserNørrebro_1917

43 / 131

3 9
hold til Christian den Synende fortjener han ingen
Tilgivelse; han staar Danmark til Ansvar for H i­
storiens Domstol for den Part, han for Tilfreds­
stillelsen af sin egen Lyst har i den ulykkelige Kon­
ges senere Skæbne, og her kender Dommen ingen
Naade!Det er urigtigt, naar det f. Eks. i Carl Bruuns
»København« siges, at Holck 1777 solgte Gaarden
til den bekendte Købmand Peter Tutein; det var
Knud Lynes Arvinger, der foretog dette Salg, og
Tutein beholdt kun Ejendommen i tre Aar, idet en
Plan om her at anlægge en Silkebaandsfabrik stran­
dede; men Salget betyder dog det i Blaagaards H i­
storie, at dens Dødsdom er fældet; der er ikke læn­
gere Plads til kongelige eller private Lystslotte paa
Nørrebro, og da Johan Paul Kalckbrenner i 1780
sammen med den kgl. danske Dugmanufaktur an­
lægger en Klædefabrik paa Grunden, dér, hvor nu
Slotsgade ligger, lader han den stolte Have og Ho­
vedbygningen forfalde, og Udstykningen af Blaa-
gaard er fra dette Øjeblik kun et Tidsspørgsmaal.
Inden vi imidlertid gaar videre i denne sørgelige
Ødelæggelseshistorie, maa vi dog se lidt paa Grun­
dene til, at sligt virkelig kunde og med historisk
Nødvendighed maatte ske. Hoffet, der hidtil havde
haft noget Afglans af Christian den Sjettes Pragt­
syge, levede først under Guldbergs Periode efter den
store Katastrofe ved Struensees Fald meget indge-
togent; der var jo heller ikke mange Personer at
holde Hof for; Enkedronningen, Juliane Marie, og
hendes Søn levede helst udenfor København, Caro­
line Mathilde var død i Landflygtighed, og hendes
to Børn, Kronprins Frederik og Prinsesse Louise Au­
gusta, skulde jo først være voksne, inden de trængte
til at holde Hof, og da Kronprins Frederik tog Magten
og styrtede Guldberg, var Blaagaard allerede under
Forvandlingens Tegn; og som bekendt var Kron