KnudBokkenheuserNørrebro

i Forvejen ud i Gaarden, medens de andre gjorde

dem færdige, faldt det mig ind, at jeg den Dag

havde faaet ny Kjole paa af en af min Faders gamle,

rød med gule, toppede Knapper, Modedragten i

Fre

derik den Femtes

Tid; og da jeg vidste, det ikke

vilde bekomme mig vel, hvis jeg smurte den til,

fandt jeg det forsigtigst at prøve,

0111

jeg kunde

smøre den paa Hjulet, og jeg gik til den Ende hen

og satte Ryggen mod Hjulet.

Da nu de andre kom ud og skulde i Vognen,

opstod naturligvis et stort Anskrig over Tjærepletten

paa m in Ryg, og forundrede det mig ikke lidet, at

min Fader i Stedet for at tage mit Forsvar for gyl

digt, at jeg havde gjort det med Flid for at erfare,

0111

Hjulet kunde smøre mig, gav mig et Par dygtige

Ørefigen, som jeg i Eetragtning af min gode Hen

sigt fandt helt uforskyldte.

Endnu maa jeg, inden jeg slipper Blaagaards-

anekdoterne, medtage een, skønt den uden Tvivl

baade er af noget senere Dato, end for det ind

til denne Dag uudslettelige Indtryk, det gjorde

paa mig. Som en Søndag Eftermiddag min Fader,

min Moders Broder, en Student

Gertsen,

m in Im-

fonnator og jeg kørte ud til Blaagaard, gik paa

Broen over Peblingesøen Hyrekareten, vi kørte i,

i Stykker, og begge Bommene op for Dørene, saa

vi ikke kunde komme ud, hvorpaa min Fader, arrig

over det uforsvarlige Køretøj og den Vrimmel, der

samledes

0111

os, lod Vinduerne gaa ned, greb med

een Haand i hver af Dørene og satte nu sit Hoved

mod Karethimmelen for at sprænge den og fra den

Side skaffe os Luft; til Lykke var de omkringstim-

lende alt i Begreb med at løfte Kareten saaledes i

Vejret, at vi kunde komme den ordentlige Vej ud.

Jeg nægter imidlertid ikke, at, naar min Fader i se

nere Dage undertiden lod mig høre, at jeg saa gerne

vilde over alt igennem med Hovedet, kunde jeg ikke