37 / 131
33
hv ilk et der fra dets forrige kong elige E jere endnu
svævede en Art N im bus, saa m eget mere som H o
vedbygn ing en beboedes af hø jforn emm e Lejere, og
E jeren deraf b esk ed en tog til T akke m ed Ø konom i
bygn ing en ud m od Vejen. H avde jeg, den første
Gang, jeg spiste i B y en til Lyn es, m ed det ba rn
agtige Frisprog, som h ele m in sæ lsomm e Opdra
gelse havd e forvænt m ig til, erklæret, at dér kom
jeg ikk e mere, da de gav m ig Vand i m in V in og
»røde Korender« — Tyttebær, der naturligvis ikke
forekom i m in Bedstem oders jyd sk e K økken — , da
vend te B ladet sig aldeles ved de senere Søndagsture
til B laagaard, der endnu lever m ig i festlig E rin
dring, og hvor m in Kærlighed for det land lige saa
m eget mere maatte faa Næring, som der var et Sagn
om kring m ig, at Lyne, efter hvem jeg var opkaldt,
og som derfor i Faddergave havd e bestem t m ig
12,000 Rdl., i Stedet for disse nu tiltænkte m ig denne
E jendom , en P lan , der desværre b lev om stød t, da
nogle Aar derpaa
Christian den Syvendes
Y nd ling,
Grev
Ho lck ,
i sin høje Naades Dage saa godt som
nødte E jeren til at sæ lge sig det ved et saa højt
Bud, at jeg m indes den T id at have hørt Lyn e sige,
at han ikk e kund e forsvare ikk e at m odtage det.
Naturligvis kund e han ikk e forudse, at Køberen,
ind en han fik sine Forp ligtelser op fyldte, sku lde
falde i Unaade, og Sæ lgeren nød sages til at tage
Gaarden igen, ju st ikke saa særdeles vel behand let.
Saaledes erindrer jeg, at a f de seks dejlige, gam le
Linderader, der udgjorde de stolteste Alléer, jeg véd
at hav e set, ad sk illige i O veren sstemm else m ed den
nyere H avesm ag straks b lev om hugne; og har det
Indtryk, dette Hærværk da gjorde paa m ig, m in
h ele øvrige Levned saaledes bevaret og forstærket
sig, at der er faa Ting, jeg nødigere gaar til, end
at lade et især gamm elt Træ fælde; og m ind es jeg
ligeledes, at det var m ig til stor Forargelse, da nogen
3