12 / 124
5
Alligevel havde denne Agitation et Resultat, Brandfolkene
begyndte at faa politisk Forstaaelse og langsomt, men ogsaa
sikkert spirede det Frø, der var saaet og af hvilket „Brand
folkenes Organisation“ fremstod. Naturligvis kunde Agitationen
ikke drives aabentlyst, men i det skjulte arbejdede mange gode
Kræfter og paavirkede Kammeraterne.
Diciplinen i Korpset var lige fra 1870 militærisk, og den
militære Diciplin er som bekendt baseret paa Straffeloven. En
saadan Straffelov havde man naturligvis ogsaa ved Brandvæsenet.
Ganske vist kunde der ikke idømmes Fængselsstraffe eller
Krumslutning efter denne, men man havde Ret til at idømme
Bøder, give Stroppeture under Øvelserne i Timevis, kommandere
Synderen til Ekstraarbejde paa hans Fridag, eller glemme ham,
naar der blev en Plads ledig i et højere Løntrin; i grovere Til
fælde af Forseelse Suspension uden Løn i indtil 2 Maaneder.
En meget yndet Straf, som dikteredes selv for de mindste For
seelser, til Tider for ingen Forseelse, men paa bare Mistanke,
var at lade Vedkommende gaa Skildvagt, ekstra Ture i en eller
flere Timer, over een eller flere Vagter, alt efter Forseelsens
Art eller efter som Humøret var hos den Brandfuldmægtig, der
idømte Straffen. Nogen Appelinstans fandtes ikke.
Hvis en
Sprøjtefører indklagede en Brandmand, og denne overfor Ledelsen
søgte at dokumentere, at der blev begaaet Uret imod ham, blev
han kort og godt afskaaret fra sin Bevisførelse med den Besked,
at Ledelsen troede den Overordnede (Sprøjteføreren) bedre.
Denne aabenlyse Uret og Vilkaarlighed, hvormed Ledelsen
og Officererne demonstrerede deres Magt, satte ondt Blod og
ikke uden Grund, thi selv de, der kom lige fra Militærtjenesten
og ind i Korpset, fandt de diciplinære Baand saa strammende,
at noget tilsvarende ikke fandtes indenfor det store Forbillede,
Militæret, og det resulterede i at de, for manges Vedkommende
hurtigt igen forsvandt af Tjenesten. Tonen i Korpset var selv
følgelig i Forhold til den stramme Diciplin, man benyttede sig
ikke af Kammertonen. De ældre Sprøjteførere benyttede sig af
et Sprog, som vilde have faaet enhver Skibssergent eller Kom-
mandersergent til at rødme, og imedens de lod deres unde Lune
gaa ud over Delikventen, havde denne at staa Ret med Haanden
til Huen. Modsigelser taaltes ikke, men indmeldtes straks til