22 / 124
15
repræsentationen, der paa dette Tidspunkt var en Repræsentation
for den besiddende Klasse og ikke for Arbejderne, var der heller
ikke nogen Hjælp at hente. Resultatet blev at de paagældende
Tillidsmænd blev afskediget. Denne Sejr over Organisationen
gav enkelte af Korpsets Brandfuldmægtige, der ønskede at for
følge Sejren, Blod paa Tanden, og hvor det lod sig gøre lagde
de Sten i Vejen for Organisationens Tillidsmænd.
Saaledes
nægtede man Kassereren Juel-Nielsen at forlade Vagten paa
sine Vagtdage, selv om han havde en Stillingsmand, og paa en
Station, hvor Kassereren var ude for at opkræve Kontingent, kom
Brandfuldmægtigen til og spurgte i en meget brøsig Tone om
Juel-Nielsen havde forespurgt om Tilladelse til at besøge Vagten.
Da Juel-Nielsen maatte benægte dette, blev han øjeblikkelig ud
vist, hvorefter Brandfuldmægtigen vendte sig imod Mandskabet
og meddelte dem at han nok skulde have dem i venlig Erindring,
saafremt de gav sig af med den Slags Folk. Forholdene var
saaledes alt andet end hyggelige. Den 12. Oktober lod Brand
mand 84 Petersen og 68 Juel-Nielsen sig melde hos Brandchefen,
daværende Oberst Meyer, som Repræsentanter for „Brandfolkenes
Organisation“ . Obersten saa længe paa de to Mænd og hentede
derpaa „Tjenestereglementet for Københavns Brandvæsen“, satte
sig til Rette, gennembladede Bogen og med den største Alvor
meddelte han Organisationens Repræsentanter, at han ikke kunne
finde et eneste Ord i Reglementet om Brandfolkenes Organisations
Eksistents Berettigelse. Juel-Nielsen tillod sig den Bemærkning,
at da Brandfolkenes Organisation var af en nyere Dato end
Tjenestereglementet, kunde man inaaske heri finde Forklaringen
over, at Organisationen ikke var nævnt heri, iøvrigt, tilføjede
Juel-Nielsen, er vi som Repræsentanter kommet for at forhandle
med Chefen, ikke for at spille Maskerade.
Disse Bemærkninger satte Obersten i et sandt Raseri, først
foer han hen imod
d e to M æ n d ,
men betænkte sig og tog en
Afskedsblanket op af Skrivebordsskuffen og forlangte af Juel-
Nielsen, at han øjeblikkelig skrev den under. Hertil svarede
Juel-Nielsen paa sin rolige Maade, at det kunde han gerne gøre,
naar man saa kunde komme til at forhandle, for det var jo derfor
man var kommen, og selv om Chefen ikke vilde forhandle med
dem den Dag, saa kom der et Par andre en anden Dag i samme
Ærinde. Derpaa skrev Juel-Nielsen sin Opsigelse under. Op