BrandfolkenesOrganisation25Aar

gjort Rede for Magistratens Afslag, og dens øvrige Stilling til

Organisationen blev drøftet gennemgribende. Harmen var vold-

som og der blev hurtig Enighed om, at man under ingen Om

stændigheder vilde give Slip paa Organisationsretten. Efter at

flere af „Dansk Arbejdsmandsforbund“s Hovedbestyrelsesmed

lemmer havde haft Ordet, vedtoges det at indsende Organisa

tionens Krav direkte til Magistratens 4. Afdeling. Endvidere

valgtes Brandmand 84 Petersen som Formand for Organisationen.

Petersen var nemlig i Besiddelse af de Egenskaber Bestyrelsen

krævede, han var Vicevært for Oberst Meyer, Risikoen for hans

Afskedigelse var derfor ikke saa stor, men den egentlige Leder

blev som hidtil Organisationens Kasserer Juel-Nielsen.

Det overdroges Lyngsie at forhandle med Magistraten, det

vil sige, Borgmesteren for 4. Afdeling. Han meddelte denne,

hvorledes Landet laa og hvorledes Stemningen var indenfor

Brandfolkenes Organisation, og hvis man stadig nægtede at aner

kende Organisationen kunde man forvente en Strejke paa Gennem

førelsen af Kravene og om Organisationsretten; samtidig blev

det betydet Borgmesteren, at Brandfolkene ikke vilde komme

til at staa isolerede i en saadan Kamp for deres Ret.

Borgmesteren blev meget betænkelig og meddelte Lyngsie,

at der sikkert maatte foreligge en Misforstaaelse et eller andet

Sted, maaske hos Brandchefen. Han for sit Vedkommende havde

nu intet imod at modtage et Andragende fra Brandfolkenes Or

ganisationen, naar det sendtes frem gennem Brandchefen. Der

var naturligvis stor Begejstring, da Lyngsie kom tilbage med

den Besked, og man valgte straks 84 Petersen og Juel-Nielsen

til at forelægge Andragendet for Brandchefen.

Udvalget blev modtaget af Oberst Meyer, som, efter at have

gennemgaaet Andragendet, lovede at videresende dette til Magi

straten med sin Anbefaling, og efter dette tog Obersten Juel-

Nielsens Opsigelse op af den Skrivebordsskuffe, hvor den havde

ligget gemt siden sidste Forhandling, og rev den i Stykker.

Med denne Akt anerkendtes Brandfolkenes Ret til at danne

Organisation, og deres Repræsentanters Ret til Forhandling.

Hermed var ogsaa Organisationsretten anerkendt, ikke alene for

Brandfolkene, men ogsaa for de øvrige Tjenestemænd under

Kommunen, og de var naturligvis ikke sene til at følge den Vej,

som Brandfolkene havde banet for dem. Desværre kostede