32 / 124
25
Den unge Organisation havde bestaaet sin Prøve, om ikke
med Glans, saa dog uden Splittelse i Rækkerne.
Den beviste at den formaaede at være medbestemmende,
naar det gjaldt Medlemmernes vitale Interesser. Man saa nu
Fremtiden i Møde med fuld Fortrøstning, og i Bevisthed om
ubrydeligt Sammenhold gik man straks igang med at planlægge
næste Aktion, man maatte og skulde have nogle Forbedringer
ogsaa for dem, som intet fik denne Gang.
Et meget væsentligt Gode ved Forliget var den administrative
Overenskomst om, at Vandkvarterseftersynet forsøgsvis skulde
foretages fra Vagten. Det var en regulær Arbejdstidsforkortning,
som man ikke var til Sinds at lade sig fratage igen. Da det
først var bevist at dette Arbejde kunde udføres fra Vagten, fik
man da ogsaa noget senere en Overenskomst med Ledelsen
angaaende dette Arbejdes Udførelse af det vagtgørende Mand
skab. Denne Overenskomst vedvarede indtil Indførelsen af den
24 Timers Vagtturnus i 1907.
Med Hensyn til de U/2 Times Middagsorlov hver Dag, havde
man desværre faaet en Tilføjelse til denne Bestemmelse, den
lød saaledes: „forsaavidt Tjenestens Tarv tillader det“, og det
var meget ofte at „Tjenestens Tarv“ ikke tillod en Mand at gaa
til Middag. Hvis der f. Eks. var Udrykning i den ene Ende af
Byen, kunde det saamænd godt falde een eller anden Vagt
kommandør ind paa en Station i den modsatte Ende af Byen,
at nægte Mandskabet Middagsorlov. Hvis der blev klaget vilde
Vagtkommandøren i langt de fleste Tilfælde faa Medhold. Egent
lig blev denne Bestemmelse, som var ment som et Gode for
Brandfolkene, tit og ofte misbrugt som et Straffemiddel, og
meget benyttet imod det menige Mandskab, som for den mindste
Forseelse dekreteredes Nægtelse af Middagsorlov.
Officielt var Organisationen anerkendt af Magistraten, og
Brandchefen Oberst Meyer lagde personlig ikke mere Hindringer
i Vejen, men enkelte af Brandkorpsets Brandfuldmægtigede, der
ikke vilde forstaa, at Brandkorpset var et borgerligt Korps, der
ikke behøvede den gammelprøjsiske Militærdiciplin for at udføre
de Funktioner, der paahvilede det, gjorde alt hvad de for
maaede for at opretholde det gamle Regimente, idet Brand
folkene behandledes som Rekrutter og ikke som Tjenestemænd.
Desværre maatte det samme siges om en Del af de ældre