DenKroniskeBolignød

trediverne var

tiden inde for middelstanden til at tænke pa at

flytte bort fra

de trange lejligheder. Drømmen om huset på lan

det blev

til en bungalow i Rødovre. I kolonihavernes lysthuse

fandt den jævne

mand i nogle få sommermåneder en lykkelig

erstatning for

livet på landet.

I provinsbyerne

fik udflytningen det samme forløb. Bylivet

var overalt kommet

i miskredit, og det, der var mode og god tone

i hovedstaden,

smittede af på livet i provinsbyerne. Bymenne

skets lange

rejse »tilbage til naturen« blev startet i cylinderhat,

senere rejste

bowlerhatten ud i naturen, og i trediverne fulgte

den folkelige

cykelkasket efter.

Under anden

verdenskrig tog flugten fra byen yderligere til.

Store villaområder

bredte sig ud over bondelandet.

1 94 0

rne

havde villafolket

erobret Sorgenfri og Virum. Nu var drømmen

blevet til

virkelighed for store dele af befolkningen.

Men der

var noget, der ikke harmonerede med folkets dybe

længsel efter

et jævnt og muntert liv på landet. Der var så dej

ligt

ude

i Virum, sagde folk og tænkte på H. C. Andersen. Det

var der

også,

inden villaerne kom. De mange huse stillede sig

ligesom

i vejen for illusionerne. Man begyndte sa smat at kom

me i tvivl. Og

efterhånden måtte man indrømme, at man kedede

sig

derude i

de »grønne ørkner«, som disse boligområder er ble

vet kaldt. Kort

efter sidste verdenskrig dukkede de første livs

tegn op fra

Virum. Og de var ikke særligt opløftende. A lle de

rare

mennesker

derude følte sig isoleret i deres huse og bag de

klippede hække,

borte fra storbyens liv og spændende miljø.

Børnene kunne

ikke lege i de fine villahaver, der var lige så

velholdte som

dagligstuen. Den mangeårige propaganda, der var

ført for haveboligen,

havde først og fremmest peget på denne

boligforms store betydning

for børnene. Nu måtte vi høre, at i

hvert fald de større

børn manglede virkelig tumleplads og ud

foldelsesmuligheder.

Så havde børnene det meget bedre i bolig

foreningsbebyggelsen

i Emdrup, hvor havearkitekten C. Th. Sø

rensen i trediverne

havde indrettet den første skrammellege

plads

verden - når

der ses bort fra alle de skrammellegeplad

ser, som børn altid selv

har skabt, hvor der var mulighed for det.

168