DenKroniskeBolignød

på grund a f brand er spærret inde i en gård a f den nævnte stør

relse. Hvis v i ser bort fra det værste tilfælde a f overbefolkning

og kun regner med 50 personer i bygningen er situationen no

genlunde som i figu r A .

Efter bygningsloven af

1856

skulle ethvert nyt lokum være

fjernet mindst tre alen (1,88 m) fra vandpost eller brønd og

indeholde mindst ét sæde for tyve beboere. Men nogle steder

manglede gården, så lokummet måtte anbringes under trappen,

med det resultat at stanken forplantede sig op i alle lejligheder

ne. Flere steder var der kun ét sæde for

40-60

mennesker, sva

rende til to sæder i vort tilfælde. Regner vi med, at hver tiende

beboer er trængende, kan figur A illustrere trængslen foran går

dens to lokummer. Under sådanne forhold blev mange tvunget

til at sætte sig udenfor, noget som børnene især benyttede sig

af, fortæller datidens læger. Disse forhold gav naturligvis an

ledning til en udbredt sygelighed blandt beboerne. Ved en un

dersøgelse fra et fattigkvarter på Christianshavn, omfattende

3900

personer, blev det konstateret i

1855

1856,

at ca.

40 %

havde været syge og ca. 20 % havde været ramt af epidemiske

sygdomme.

Et a f de største tilbageskridt ved loven a f 1 871 v a r den ud

videde adgang til fritagelse for de gældende regler. De såkaldte

dispensationer, som blev givet ved »særlige omstændigheder,

ved stilen, ved stedlige forhold, væsentlige bygningsforandrin

ger, bygningens ydre« o. s. v. Endvidere de mange upræcise be

greber som loven arbejder med: »forsvarlig«, »tilstrækkelig«,

»fornøden«. Altsammen noget, der aldrig kom beboerne til gode,

når disse ord skulle fortolkes a f spekulanterne og myndighe

derne.