DenKroniskeBolignød

Det har været hævdet, at grunden til den tætte bebyggelse

var den ganske enkle, at hovedparten af befolkningen måtte

færdes til fods og ville få for langt til arbejdspladserne inden for

voldene, hvis byggeriet fik lov til at brede sig over et større om

råde. Denne påstand modbevises imidlertid af erfaringerne fra

London, hvor den lave rækkehusbebyggelse allerede på den tid

var almindelig. I øvrigt var folk vant til at bevæge sig til fods,

for som dr. Hornemann skriver i 1874: »Afstanden fra Arbejds

stederne synes hidtil ikke at spille nogen Rolle, da de fjerneste

Boliger er lige saa søgte som de nærmere.«* I den forbindelse må

det også nævnes, at Hornemann allerede i 1860’erne agiterede

for indførelse af offentlige transportmidler på grundlag af de

erfaringer, der var gjort i London.

Som eksempel på de lange afstande, den tids mennesker over

vandt til fods, kan nævnes fiskerkonernes vandring mellem

Skovshoved og Gammel Strand (2 X 10 km). Mon ikke teorien

omde dårlige trafikmidlers ansvar for slumbebyggelsens opståen

er konstrueret af folk fra overklassen, som kun færdedes til fods,

når de gik tur på Volden eller Strøget.

Man bliver vist nødt til at fastslå, at de københavnske bygge

love frem til 1939 bærer hovedansvaret for al den slumbebyg

gelse, der opstod i denne periode, og at de ansvarlige for disse

loves udformning og administration handlede imod bedre viden

de, idet samtidens kritik, fremført af tidens mest fremragende

læger, var stærkt underbygget af saglige og videnskabelige un

dersøgelser, der påviste boligforholdenes indflydelse på krimi

naliteten, sygeligheden og dødeligheden. At der i denne lange

periode overhovedet blev bygget menneskeværdige boliger, skyl

des udelukkende nogle få meget aktive og humant indstillede

samfundsborgere, som hjalp den vågne del af arbejderklassen

med oprettelse af boligforeninger, der skaffede en stor del af de

ubemidlede sunde og billige boliger.

I 9. afsnit vil jeg komme nærmere ind på dette tidlige sociale

boligbyggeri, der i sidste halvdel af 1800-tallet trods alt udgjorde

ca. 10 % af alt byggeriet.

Efter vedtagelsen af den sidste københavnske slumbyggelov i

1889 voksede kritikken af spekulationsbyggeriet, og flere og flere