74 / 142
ud af det Uføre, hvor hver især handlede paa bedste Beskub, ofte ud fra
den fejlagtige Opfattelse, at der nok kom bedre Tider, blot man ho ld t
Pinen ud, — i Mellemtiden var mulig nogle af de værste Konkurrenter
gaaet i Stykkeri Bestyrelsen handlede maalsikkert, ud fra klare Synspunk*
ter, og efter et intensivt og brydsom t Arbejde lykkedes det tilsidst at samle
Faget om en i alle Maader betryggende Overenskomst, der efter mange
Overvejelser og Møder endelig skulde bringe Underskriverne det Gode,
at hver især fik antagelige Vilkaar at arbejde under. Samtidig haabede man
paa, at den kollegiale Samfølelse skulde fremelske et regulært Købmands*
skab til Ære for Standen og til Gavn for alle, der ønskede stabile Forhold.
Bestyrelsen kunde sluttelig med Tilfredshed konstatere, at alle Anstalter i
København, ialt 22 Firmaer, havde tiltraadt Overenskomsten af 1. Marts 1914.
Foreningen var nu igen kommet ind i gode Forhold, takket være den
nye Tarif, der ligesom udgjorde et Bindeled imellem Fagets Udøvere, selv
om disse ikke alle var Medlemmer af Principalforeningen. Man saa nu
nogle fredelige Arbejdsaar imøde med det Haab at faa Fagfæller over hele
Landet samlet i én stor Forening.
Imidlertid kom Verdenskrigen og lagde sin døde Haand paa Forret*
ningslivet. Klichéfaget saa, som alle andre Fag, en mørk Tid imøde. Der
blev stille paa alle Værksteder, og der førtes i vort Fag, som i talrige andre,
Forhandlinger med Fagforeningen om en Ordning, hvorved man i en Tid,
da Samfundsfølelsen var vaagnet, kunde undgaa Afskedigelser i større Ud*
strækning. Forhandlingerne resulterede i, at man, hvor det gjordes nød*
vendigt, ordnede sig med sit Personale, saa at der til halv Løn blev arbej*
det den halve Dag, idet man fra begge Sider fornuftigvis ræsonnerede, at
ved denne Fremgangsmaade stod man halv Skade og alle fik lidt. Denne
Ordning blev dog ikke ført langt ud i Praksis; da den første Spænding var
70