29 / 107
2 0
struktion, langt større end de af den gamle Type ; selv
Ingeniør og teknisk Organisator af den velrenommerede
Fajancefabrik indførte han Maskindrift, en helt natur
lig Ting for en Mand af Maskinens Aarhundrede. Men
ikke for at Maskinen skulde blive Herre over Kunsten,
det havde man set nok af andre Steder. Tværtimod: han
tvang alt det mekaniske til at være Kunstens Tjenere.
Han skyede intet økonomisk Offer straks fra Begyndel
sen og kendte ikke til Frygt for Fremtiden. »Optimistisk
og vidtskuende, som han var,« skriver en af hans Med
arbejdere fra hine Dage, »troede han fast og bestemt, at
Fabriken vilde gaa frem trods alle Vanskeligheder. Han
saa ikke paa det øjeblikkelige Resultat og den umiddel
bare Nytte, men lod os arbejde i Ro, uforstyrret af alle
trykkende Sorger og finansielle Bekymringer, med hvil
ke han som Forretningsleder maatte affinde sig.«
Det er et smukt Eftermæle af en Medarbejder, og der
er al Grund til at tro ham. For Philip Schou havde Fa
briken en gloriøs Fortid, en odiøs Nutid - og dens Frem
tid var hans egen, hverken mere eller mindre. Saadan
ser kun en stor Mand paa Tingene, uden Forudindtaget
hed, men ikke uden Illusioner. At det i nogen Grad gik
ud over Fajancefabriken i den første Periode, er en Sag
for sig, der ikke forringer hans Indsats i Porcelains-
fabriken. Han baserede da heller ikke dennes Fremtid
alene paa sine egne Evner. Ogsaa heri lignede han sin
store Forgænger og havde det samme Held med at finde
og vælge de rigtige Medarbejdere.
Allerede i 1885 knyttede Schou den unge Arkitekt
Arnold Krog
til Foretagendet som kunstnerisk Leder,
og dermed var
Den kongelige Porcelainsfabrik\
frem