42 / 137
opgaver er at arbejde med indenfor vort laug. Nej - tværtimod har samt
lige medlemmer en stærk følelse af, at vort laug under de forhold, vi for
tiden lever under, ligeså fuldt som nogensinde før trænger til at ledes af
øvede hænder og trænede hjerner, der formår at finde mål, midler og veje
såvel til - såvidt det er muligt - at afbøde nogle af de sår, som verdens
krisen og den økonomiske depression slår, som ved en politik udadtil at
skabe respekt for vor stand og holde den oppe i det millieu, hvori vi i de
senere år har arbejdet os op.
Arbejde er der altså nok af, og opgaver er der også nok af for dem,
der kan se dem og kan binde an med dem. Men der kræves een ting for
at kunne skabe resultater og løfte opgaver, og det er at have ryggen fri.
Dette vil enhver, der mener vort laug det vel, kunne forstå, og jeg ved
også, at der her i aften sidder mange sådanne kolleger. Men jeg ved også,
at her sidder nogle, der mener at have den opgave at gøre tilværelsen for
bestyrelsen så vanskelig som mulig, og derfor indtager de bestandig en
holdning, der gør vort laug skade. Dog vil jeg ikke hævde, at hensigten
bevidst er at skade vort laug. De herrers holdning er vel nærmest dikteret
af forfængelighed, trangen til at spille en rolle, parret med mangel på
klart oversyn over deres egne handlinger.
Men hvilke motiver, der end er tilstede, er resultatet, som af mig anført,
til skade for lauget.
Var det nu således, at de herrer, jeg her sigter til, var fremkommet med
ideer og planer om fremskridt og forbedringer inden for vort laug, og en
stædig konservativ bestyrelse havde hæmmet gode tankers realisation - altså
gode tanker og planer til styrkelse af vort laug og forbedring af standens
kår - , da var der grund til at råbe »Vagt i Gevær«.
Men således er det ingenlunde. Det, der er sket, er smålige trakasserier
på møderne og i særdeleshed en sjælden uappetitlig og ondartet sladder,
sat i omløb på en sådan måde, at den, det er gået ud over, enten meget
sent eller slet ikke har opdaget, hvad der blev sagt bag hans ryg.«
Oldermanden vendte derpå tilbage til de angreb, der havde været rettet
imod ham i spareur-sagen og udpegede en enkelt i forsamlingen som
viderebefordrer af uholdbare påstande. Endvidere nævnte han, at også
de angreb, der var rettet mod kassereren på sidste laugsforsamling i for
bindelse med regnskabsaflæggelsen for jubilæumsudstillingen, havde besty
relsen taget som et udtryk for netop de førnævnte uheldige tendenser hos
en vis medlemsgruppe og ikke for saglig kritik.
Efter påny at have gennemgået momenterne, der kunne anføres for og
imod det omdiskuterede ejendomskøb, sluttede han med stærkt at beklage,
at den sag var blevet ødelagt. Efter oldermandens indlæg udspandt der
sig naturligvis en diskussion, i hvilken modstanderne af bestyrelsen kriti
serede denne, i hovedsagen ud fra personlige betragtninger.
For at få en afslutning på diskussionen, udbad dirigenten sig forslag til
valg af en ny bestyrelse, og et sådant blev forelagt - lidt uforberedt, som
40