38 / 137
købeevnen. At afbetalingskøberen, efterhånden som den på ham hvilende
gældsbyrde bliver trykkende, bringes ud i moralsk depressionstilstand, der
meget ofte betyder tab for samfundet af et nyttigt individ, er vel ganske
ubestrideligt.«
Hvad skulle der gøres, og hvad blev der gjort i denne sag? Først og
fremmest rørtes agitationstrommerne, men det var tale for døve øren og
en kamp mod tidens strøm. Først
25
år senere vedtager en laugsforsamling
en kollegial ordning til bekæmpelse eller i hvert fald regulering af den
uheldige salgsform.
Forholdet til grossisterne i tiden siden
1 9 1 1
var afviklet i henhold til
den indgåede overenskomst; fra tid til anden anklagede snart den ene,
snart den anden part modparten for brud på overenskomsten med rutine
mæssigt påfølgende voldgifter. I
1922
opsagde Grossistforbundet
1 9 1 1
-
overenskomsten, dog kun med det resultat, at de derpå følgende forhand
linger førte til en ny overenskomst, der i forhold til den gamle kun kunne
opvise redaktionelle ændringer. Det blev dog ikke derved; endnu to gange
blev overenskomsten opsagt, først af Grossistforbundet, derpå i
1929
af
lauget, og den herefter underskrevne overenskomst - dateret
28
. novem
ber
1929
, fik en forholdsvis lang levetid - og et ophør, som ingen af par
terne i
1929
havde kunnet forudse.
Da oldermand Wiboe i sit jubilæumsskrift gør status ved
175
års jub i
læet, slutter han således:
»D og tør det siges, at måles de økonomiske kår, hvorunder vor stand
lever nu i
1930
, med kårene i
1 9 1 4
, da er der i de forløbne år sket en
væsentlig forbedring. Om disse kår kan opretholdes, afhænger naturligvis
i høj grad af vort samfunds økonomiske struktur, men også af standens
forståelse af eget værd. Den største fare for opretholdelse af sunde forhold
er den overbefolkning af faget, der er til stede, og som forskellige af stan
dens elementer uanfægtet af advarsler bestandig forøger ved oplæring af
elever, der ikke kan skaffes beskæftigelse til. Dog også på dette område
vil vor stand vel en gang forstå den simple lov, at der gøres synd mod de
unge og synd mod standen.
Om det er muligt at holde tilgangen inden for fornuftige grænser, og
om det er muligt at holde respekten for lauget vedlige ved, at alle bevarer
forståelsen af, at en rimelig hensyntagen til laugets førerskab befordrer
alles vel og ingens skade, da er det grundlag, som i årenes løb er lagt,
nu således, at der af alle kan arbejdes og leves under forsvarlige kår.
Standens kortsynede opfattelse for år tilbage om alles kamp mod alle
bragte ingen lykke.«