33 / 137
synes overflødigt, da udvalgets funktioner og arbejdsområde jo var ved
taget af en laugsforsamling, men uden tvivl var der bag dette et oplæg
til et nyt oldermandsvalg, som heller ikke lod vente længe på sig.
Bestyrelsen ville imidlertid ikke fraskrive sig forhandlingsretten med de
andre organisationer, men indskrænker sig til at ville medgive udvalget
officiel bemyndigelse til at forhandle om priskurant og overenskomst.
Udvalget forlangte derpå ekstraordinær laugsforsamling afholdt, og
på denne vedtoges en mistillidsresolution til bestyrelsen. På den derefter
afholdte laugsforsamling den
8
. oktober
1920
sejrer »liste W iboe« over
»liste Bjerring«.
Den nye laugsledelse kom derefter til at bestå af oldermand
0 . P . W i b o e
- den femogtyvende i rækken - , Jul. J. Jensen kasserer, Ole Hansen,
Carl Jonsén, H. C. Kallerup, Georg Nielsen og Fr. H. Wich, med M. Gjes-
ager og P. Houmøller som suppleanter.
Aldrig såsnart var den nye bestyrelse blevet valgt, før den grå hverdags
arbejde og bekymringer meldte sig. Strejkevarsel fører til en strejke, der
varer i knap to måneder - de to sidste måneder i
1920
- med et faktisk
nederlag for fagforbundet og med en tilsvarende styrkelse indadtil af
bestyrelsens position.
Allerede
10
måneder senere trækker det op til ny konflikt med de
dalende konjunkturer som baggrund, og den
7
. oktober
1921
erklærer
lauget en lockout, som først bringes til ophør ved forligsmandens med
virken
16
dage senere. Også af denne konflikt går lauget styrket ud. Den
nye bestyrelse med oldermanden i spidsen har vist sin handlekraft og dyg
tighed, som de følgende situationer krævede i fuldt mål.
Forinden der her fortsættes med den kronologiske gennemgang af mile
pæle i laugets historie, skal oldermandens data opridses:
Ole Poulsen Wiboe var født den
14
. april
1872
og kom i lære hos ur
mager Constantin Andreasen. Han fik sit svendebrev den
1
. oktober
1892
,
blev mester den
27
. september
1900
og etablerede sig på Falkonerallé.
I
1902
indtrådte han i lauget, hvor han ret hurtigt gjorde sig bemærket.
Wiboe var - må det straks fastslås - den fødte organisationsmand - ikke
den skolede. Hans medfødte sunde sans sagde ham med en næsten aldrig
svigtende sikkerhed, hvordan sagen burde løses - hvordan tingene burde
være. Det var hans udviklede intuitive evne, som bar ham frem over alle
skær, ikke tillært organisationspolitisk taktik. I øvrigt var muligheden for
at blive skolet i organisationslivet inden for Uhrmagerlauget slet ikke
tilstede. Lauget var - indtil W iboe med tiden fik sat skik på tingene -
alt andet end en organisation i moderne forstand. Dets virke er tidligere
blevet karakteriseret som en »famlen«, hvilket udtryk sikkert dækker den
usikkerhed i valg af mål og midler, som prægede lauget og dets ledelse
siden de tidligste dage i laugets historie.