UhrmagerlaugetKjøbenhavn

antaget for ophavsmanden til en række artikler i tidsskriftet, der dengang

redigeredes afJul. Schwartz, artikler, hvori grossistforbundet blev angrebet

for handel uden om de etablerede urmagere, og da Centralforeningen

qua hovedorganisation skulle gå i forhandling med grossistforbundet om

en overenskomst, blev Wiboe ikke indvalgt i forhandlingsudvalget. Wiboe

bemærker hertil: »Udvalget fik derfor ikke den sammensætning, det burde

have haft, idet den kyndigste mand på dette område ikke kom med«.

Der er tidligere gjort rede for disse overenskomstforhandlinger, der fik

et så utilfredsstillende resultat, at overenskomsten umiddelbart efter dens

vedtagelse blev opsagt. Initiativet hertil var laugets og Wiboes, medens

de senere forhandlinger resulterede i

1 9 1 1

-overenskomsten, der dannede

grundlaget for et forsvarligt og varigt samarbejde.

Det ville være urigtigt at beskylde den fremadstræbende organisations

mand Wiboe for at have pustet til ilden med hensyn til Centralforeningens

og Laugets adskillelse i

1 9 1 5

. Mange indicier kunne vel opregnes: Han

blev ikke indvalgt i forhandlingsudvalget til de første forhandlinger med

Grossistforbundet; hans vurdering i tidsskriftet af den af Centralforenin

gen fejlagtigt førte politik, og hans tilføjelse i jubilæumsskriftet fra

19 30

»Dertil kom en god del krænket forfængelighed, et moment der jo aldrig

må lades ude af betragtning, særlig hvor der er tale om forenings- og orga

nisationsforhold«, er lige ved at være en farlig boomerang.

Omvendt må det erkendes, at Centralforeningen ikke på daværende

tidspunkt var moden til at være hovedorganisation med det københavnske

laug som »lokalforening«, en ordning, der i og for sig ville være organisa

torisk korrekt. Med laugets hastige udvikling havde provinsen ikke kunnet

holde trit, og dette forhold var vel den dybeste årsag til dannelsen af

kløften mellem Centralforeningen og lauget. At mange personlige forhold

tillige må have spillet ind, kan næppe heller bestrides.

Wiboe sætter punktum efter dette kapitel med ordene: »Desuden er der

ingen tvivl om, at begge organisationer følte en vis lettelse ved adskil

lelsen.«

Wiboes første større opgave som oldermand blev den at ride stormen

af under strejken. Hans standpunkter under forhandlingerne med fag

forbundet kommer ikke klart frem; for en gangs skyld aner man usikker

hed; lauget var ikke strejkevant og organisationens styrke i en sådan

situation helt uprøvet, men begivenhederne viste, at det udførte agitatori

ske arbejde for sammenholdets betydning havde båret endog særdeles god

frugt, udfaldet af strejken og lockout’ en syntes til fulde at have godt

gjort Wiboes lederevner.

I foråret

1921

kom flere nye vanskelige sager til forhandling, bl. a.

spørgsmålet om laugets direkte optagelse i Skandinavisk Urmagerforbund.

Indtil da var de tre skandinaviske lande repræsenteret i forbundets styrelse

med hver een delegeret, og det var ganske naturligt, at Centralforeningen

her repræsenterede Danmark. Helt sådan kunne man ikke i lauget fortsat